Bag duften af friskkværnet kaffe, eksotiske krydderier og venlige smil på bazaren i Jerusalems gamle bydel gemmer sig en håbløshed og stille desperation blandt de lokale palæstinenserne, der står i grel modsætning til de uroligheder, man forventer ved tirsdagens massedemonstration i Gaza langs grænsen til Israel.

Siden 1998 har 15. maj været markeret som en national mindedag, også kaldet Nakba – »katastrofen«, der henviser til oprettelsen af staten Israel i 1948.

»Der kommer ikke til at ske noget usædvanligt på Nakba-dag, for i det sekund vi begynder at demonstrere, bliver vi smidt i fængsel eller skudt«, siger 67-årige Hamish og kaster terningerne i det spil backgammon, han og seks andre ældre palæstinensiske mænd er i færd med.

Han ryster på hovedet, da Berlingske spørger, hvad han forventer, der vil ske i Gaza og på Vestbredden tirsdag.

»Folk i Gaza har mistet troen. De har intet at miste, og derfor demonstrerer de stadig, selvom de ved, hvilke konsekvenser det har. Vestbredden er en anden sag. De er dybt afhængige af israelerne rent økonomisk, så de vil hellere indordne sig.«

På Via Dolorosa – eller »smertens vej« – som efter sigende er den rute, Jesus gik mod sin korsfæstelse, sidder Emmanuel, 87, og observerer folk gå forbi. Han er palæstinensisk katolik og har boet i Jerusalem, siden han blev født. Da Emmanuel var 17 år gammel i 1948, brød krigen mellem det nyoprettede Israel og de omkringliggende arabiske stater ud.

»Jeg boede på et børnehjem lige rundt om hjørnet, men da de irakiske styrker kom, smed de os på porten. Vi gik derefter til Betlehem for at komme i sikkerhed, men blev skudt på af jødiske bosættere på vejen. Efter et år fik vi lov at vende tilbage til børnehjemmet her i Jerusalem.«

Emmanuels oldebørn leger med hans stok og får ham til at le.

»Alt hvad jeg ønsker for denne by, dette land, og disse folk er fred. Der er ingen politikere, der kan få det til at ske, for alt de bekymrer sig om, er dem selv. Den eneste, der kan skabe fred hér, er Gud. Det er ham, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal ske med os.«

Ingen tiltro til politikere

Netop troen virker til at være fællesnævneren, når man spørger palæstinensere i Jerusalem om vejen til fred. Ældre såvel som unge, kristne og muslimer, har mistet tiltroen til politikerne, især den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

Sayid, 67, sælger tørklæder i alle tænkelige farver og har ligesom Emmanuel boet i Jerusalem hele sit liv. Sayid er muslim og mener også, at Gud er den eneste, der kan løse konflikten mellem israelere og palæstinensere.

»Abbas kunne ikke være mere ligeglad med os. Helt ærligt, jeg har langt mere respekt for Benjamin Netanyahu. Han bekymrer sig i det mindste om sit eget folk. De arabiske stater er ligeglade med palæstinenserne. Det har de været siden Nakba. Niveauet af korruption er ufatteligt, men Allah vil frelse os. Bare vent.«

Hvis jeg kommer ud for et biluheld med en jøde, vil politiet straks tro, at jeg har forsøgt at køre ham ned.
Tariq, 23

Sayid hilser på en jødisk mand, der går forbi, og beder ham om at hilse derhjemme.

»Det er min nabo. Han er god nok.«

Det er de færreste af palæstinenserne i Jerusalems gamle bydel, der kan huske Israels oprettelse og den krig, der fulgte i kølvandet. Når snakken falder på Nakba, bliver det hurtigt fejet af vejen som noget, der er sket for længe siden, men ikke desto mindre har de fleste palæstinensere en holdning til det.

De unge mænd Tariq, Ahmad og Muhammed, der sælger antikke smykker på bazaren, er hurtige til at give deres vurdering af den kommende Nakba-dag, og hvorledes den vil forløbe i Jerusalem.

»Der kommer til at ske præcis det samme, som der altid sker. Et par demonstrationer hist og her, og så vender alt tilbage til det normale. Folk er mættede af situationen. Det ændrer jo ingenting alligevel. Vi vil gerne bare behandles ligeværdigt, men det er i sidste ende kun Allah, der kan sørge for det.«

Tariq, 23, er den ældste af de tre drenge. Han mener ikke, at palæstinenserne har brug for at få deres egen stat. For hans skyld kunne jøder og muslimer leve side om side og sågar kæmpe i samme hær.

»Ja, hvorfor ikke? Hør, hvis vi alle havde samme rettigheder, hvorfor så ikke være som alle andre stater, hvor jøder, muslimer og kristne lever sammen. Men sådan er det ikke her. Jeg har ikke engang noget pas. Hvis jeg kommer ud for et biluheld med en jøde, vil politiet straks tro, at jeg har forsøgt at køre ham ned.«

Jotam Confino er freelancejournalist i Israel.