Der er meget få kvinder i toppen af den internationale gastronomi. I anledning af Copenhagen Cooking-festivalen havde Geraniums Rasmus Kofoed søndag inviteret to af verdens absolut førende femi-kokke i køkkenet:

Anne-Sophie Pic, som driver sin legendariske familierestaurant – der har haft tre michelinstjerner on and off siden 1934 – i Valence i Frankrig med filialer i London, Paris og Schweiz. Stjernekokken blev i 2011 valgt som verdens bedste kvindelige kok af restauranternes verdensrangliste, Worlds50Best.

Dominique Crenn er ligeledes fransk født, men har de seneste mere end 20 år boet i San Francisco i USA, hvor hun driver den tostjernede restaurant Atelier Crenn. Dominique Crenn blev i 2016 kåret som klodens bedste kvindelige kok af Worlds50Best.

Rasmus Kofoed havde valgt de to kvinder, fordi han har haft fine oplevelser i deres restauranter, og fordi han fandt, at de kunne udgøre et fint match til hans eget køkken, i og med at de begge er lette, meget visuelt drevne og grøntsagsdominerede.

Med andre ord feminine køkkener, som matcher Kofoeds fine, elegante og ultralette stil, som må være en af de mest feminine i ikke bare København, men i hele verden.

De tre kokke havde på forhånd aftalt, at de hver skulle stille med fire retter, hvoraf mindst én skulle være helt ny. Anne-Sophie Pic lagde ud med at demonstrere sin meget karakteristiske stil, som er stærkt inspireret af samarbejdet med forskellige parfumeurs, sammen med hvem kokken for eksempel har besøgt citrusplantager. Således var Pics første ret, som bestod af små tomater med fyld og is lavet på lagret olivenolie, parfumeret med korsikansk sommermandarin, murcott, og chiloébær.

En læskende sensommeret, som ville have gjort sig fantastisk i 35 graders varme. Man mærkede klart, at de to damer ikke havde taget højde for det våde og kølige danske augustvejr, for også Dominique Crenn lagde ud med en sommerlæskende ret bestående af agurk, melon og tomat i forskellige teksturer.

Crenns køkken viste sig generelt at være en tand mindre distinkt end Pics. Crenns følgende retter, som alle var nye, havde kraftige japanske islæt: Røget kaviar blev ledsaget af creme fraiche smagt til med koji (fermenteret ris) og shiso (japansk basilikum), mens kongekrabbe og knivmusling fik lov til at svømme i en dashi-bouillon med markant røget skinke. Crenns dessert bestod af japanske umeboshi-blommer med en pasta af hvid sesam.

Så kom Kofoed på banen, og ikke overraskende var hans tilberedninger generelt en tand mere præcise og perfekte. For Kofoed er perfektionen tydeligvis hovedsagen - der findes nok ikke den kok på kloden, som er i stand til at opvise større akkuratesse. At den danske nu forhenværende konkurrencekok ville være i stand til fuldt ud at matche de to damer på femininitet, var ikke helt så nemt at forudse:

Man kan sige, at hvor Anne-Sophie Pics køkken matcher modne franske kvindes brug af parfume og haute couture, mens Dominique Crenns mad afspejler det mere street-agtige multietniske og -seksuelle miljø i San Francisco, er Kofoeds femininitet uskyldig og drømmende – lidt som jeg forestiller mig, at verden må se ud i øjnene på 13-årig, når hun ligger på pigeværelset og drømmer i pastelfarver om fremtiden, som er uden ondskab (som hun endnu ikke har oplevet) og fyldt med milde blomstrende enge.

Kofoed lagde ud med en supersart servering af spiret og grillet blomkål med violette østersblomster og lette hvide fnug af tørret ørred. Endnu bedre var Kofoeds nye ret, inspireret af tallerkensmækkerne i familiens nyindkøbte have (og hus) i Humlebæk: Plantens blomster var fyldt med jomfruhummer og sænket i en mørk bouillon op af hvilken stilkene voksede med deres mildt løssmagende blade.

Når tre af verdens bedste kokke tørner sammen i et køkken, kunne man fristes til at udnævne en vinder - men det vil vi afholde os fra her: Dels fordi Kofoed havde en alt for stor hjemmebanefordel, dels fordi det ville gå imod arrangementets ikke-konkurrenceprægede, feministiske ånd.