Den seneste måneds økonomiske nøgletal for dansk økonomi peger stort set alle i retning af fortsat opbremsning i den økonomiske vækst, og det aktualiserer meget stærkt vismændenes forslag om en moderat finanspolitisk lempelse til at understøtte væksten.
Af en opdatering af Økonomisk Ugebrevs KonjunkturBarometer i denne udgave fremgår det klart, at det nu går den forkerte vej, og at det moderate økonomiske opsving, de fleste fagøkonomer og også Økonomisk Ugebrev har haft spottet, er væk, endnu før det rigtig har fået fat.
For det første viser de seneste data for udviklingen i det private forbrug en overraskende negativ udvikling. Det dystre billede bekræftes både af de seneste data for Dankortomsætningen fra Nets, og af de seneste data for detailhandelsomsætningen fra Danmarks Statistik. Faktisk viser de nye data, at detailsalget er faldet tre måneder i træk.
At danskerne på ingen måde er parate til at skrue op for forbrug og indkøb af varige forbrugsgoder fremgår også af de seneste forbrugerforventninger fra Danmarks Statistik, og seneste data for de EU-harmoniserede forbrugerpriser i EU landene, herunder Danmark, hvor prisudviklingen er meget lav.
For det andet er der i de seneste data fra Danmarks Statistik for udviklingen i industriproduktionen ingen tegn på fremgang, snarere tværtimod.