På trods af at inflationen i september er højere end i august, hvor den endte på 0,1 procent, er inflationstallet meget lavt. Det også når man ser på prisudviklingen i resten af Europa, der også er ramt af den økonomiske afmatning.

Cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Ekelund understreger i en skriftlig kommentar, at der stadig er et pænt hop til den gennemsnitlige inflation i EU, der lyder på 1,3 procent. Højeste inflation i EU har Storbritannien, hvor priserne er steget med 2,7 procent. Laveste har Bulgarien, som har en deflation på 1,3 procent.

Ulrikke Ekelund påpeger, at mandagens inflationstal er et udtryk for, at den danske økonomi har »kørt i lavt gear« hele året. Hun noterer sig dog, at det går den rigtige vej - om end ikke i højt tempo.

»Det ser ud til, at dansk økonomi bevæger sig i den rigtige retning, men det foregår langt fra i overhalingsbanen. Vi skal højst sandsynlig nogle år ud i fremtiden, før vi ser en økonomi, der er oppe i de højere gear,« siger BRFkredit-cheføkonomen i sin kommentar.

Sydbanks økonom Peter Bojsen Jakobsen tager de optimistiske briller på og peger på, at forskellen mellem europæisk og dansk inflation kan være med til at få gang i den danske eksport.

»At inflationen er lavere i Danmark end i EU kan gavne dansk eksport. Når inflationen er lavere i Danmark end i EU, vil de danske lønmodtagere kræve lavere lønstigninger end deres europæiske kollegaer, og det gavner de danske virksomheders konkurrenceevne,« siger Sydbank-økonomen i en skriftlig kommentar og tilføjer:

»Den lave danske inflationen kan således være med til at puste til den danske eksport og dermed sikre, at den seneste tids positive udvikling i eksporten vil fortsætte til gavn for den samlede danske økonomi.«