Op mod 100 gidsler befriet af fransk politi - to gerningsmænd dræbt
Koncertstedet Bataclan, hvor op til 100 er holdt som gidsler, er befriet af fransk politi. To gerningsmænd er dræbt.
Koncertstedet Bataclan, hvor op til 100 er holdt som gidsler, er befriet af fransk politi. To gerningsmænd er dræbt.
Gidselsituationen på det franske spillested Bataclan i Paris er overstået, skriver mediet France 24.
Omkring midnat stormede fransk politi bygningen, hvor 100 personer angiveligt blev holdt som gidsler. I forbindelse med aktionen er to gidseltagere blevet dræbt.
Ifølge flere nyhedsmedier var der meldinger om nye skud og op til fem eksplosioner, efter politiet gik ind.
Tidligere på aftenen så vidner to bevæbnede mænd gå ind i bygningen.
En mand skrev på Facebook, at han opholder sig inde i Bataclan-bygningen. Vedkommende beskriver en »massakre« med »lig overalt«. Angiveligt bliver gidslerne skudt »en for en«, lød det. Han er i god behold, lyder det.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at et vidne beretter, hvordan en gerningsmand i Bataclan råbte »Allahu akbar« (Gud er stor, red.), mens han skød ind i mængden.
Et andet vidne fra koncertstedet udtaler til CNN News: »Terroristerne var meget rolige ... de ladede tre eller fire gange.«
Ifølge Bataclans Facebook-side spillede heavy metal-bandet Eagles of Death Metal koncert fredag aften.