»Kræften har bredt sig,« sagde min mor. Med en stemme, der var så tynd, at den næsten ikke var der, og jeg var nødt til at trykke telefonen tæt ind mod øret for at høre, hvad hun hviskede.

Det var en tirsdag i juni 2013, og jeg var på ferie i Island. Havde set på vulkaner og søpapegøjer og nu sad jeg på et skrabet hotelværelse langt ude i et landskab af størknet lava og fik at vide, at min far skulle dø om ikke ret lang tid.

Da jeg var færdig med at tale med min mor, gik jeg direkte ned i lobbyen, som var det eneste sted med en form for wifi-forbindelse, og googlede knoglemetastaser. Og behandling. Det kunne ikke være rigtigt, at man ikke kunne gøre noget.

Men det var det. Døden havde rakt sine mørke fangarme frem og der var ingenting at gøre, ingenting at stille op, døden sad med alle esserne.

I dette nummer af B Sommer bringer vi et interview med hospitalspræsten Lotte Blicher Mørk, der har skrevet en bog om døden. Og om den følelse af total afmagt og fuldkommen håbløshed, der opstår, når den kommer buldrende og fratager en al kontrol.

Men også om, hvordan den situation kan bruges til noget positivt. At fordi man er magtesløs, er det eneste, man kan gøre, ikke at forsøge at løse, fikse, ordne – gøre noget, men at give sig hen til magtesløsheden. Bruge det til at se sin tilværelse i et andet perspektiv og opleve meningen med livet.

Havde jeg læst det interview for tre år siden, havde jeg nok kylet avisen væk i arrigskab og frustration. Hvad var det for noget frelst tågesnak – der var da ingen whatsoever mening i, at min far skulle rives væk fra mig og min familie. At familiens ellers så stærke overhoved var hvid i hovedet af smerte 23 ud af døgnets 24 timer. At han var så omtåget af medicin, at han ikke kunne kende os. At jeg konstant gik rundt med ondt i maven af sorg.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at give mig hen til nogen som helst magteløshed, jeg ville bare have, at lægerne skulle fikse min far og få den kræft til at gå væk.

Men senere, da det var gået, som jeg havde googlet den aften i Island – at knoglemetastaser dør man af – opstod der alligevel en slags mening med det.

Jeg oplevede, at fordi døden uventet havde mast sig ind i min privatsfære, blev livet lige pludselig vildt vigtigt.

Hverdagen, som jeg kendte den, blev anderledes, det betød ikke så meget, om der var kø i Netto eller om nogen havde erklæret et eller andet tåbeligt på Facebook eller om det regnede, lige præcis når jeg skulle cykle på arbejde. Og jeg blev bedre til at huske at være taknemlig for det gode i min tilværelse i stedet for at tage det for givet ud fra en fejlagtig tese om, at det også er der i morgen og i næste uge og for evigt faktisk.

Så lige nu er jeg taknemlig for, at det er sommer, at jeg har ferie i næste uge, og at jeg skal bruge den sammen med mine allerbedste venner.

God lørdag.