Det er lykkedes det nye KPMG 2014 at hente op mod 35 nye partnere fra både danske og udenlandske virksomheder. Med yderligere et par ansættelser i løbet af foråret har det nystiftede revisionsselskab tiltrækkeligt med toprevisorer, siger Thomas Hofman-Bang, der er administrerende direktør for det nye KPMG.
»Vi ender med samlet set at have en partnerkreds på et sted mellem 30 og 35,« siger Thomas Hofman-Bang. Han forklarer, at nogle af de nye partnere kommer fra udenlandske virksomheder, mens andre er trukket tilbage i branchen efter at have været væk et par år.
»Langt de fleste har været partnere før. De kommer fra flere forskellige revisionshuse. Nogle har siddet i udlandet, og der kommer nogen, der har været væk fra sektoren, og som nu har besluttet sig for at komme tilbage,« siger Thomas Hofman-Bang.Han har haft kvaler med at finde kvalificerede medarbejdere, fordi revisorer typisk er bundet af syv måneders opsigelsesperiode.Derefter vil kundeklausuler forhindre dem i at arbejde med bestemte kunder i andre revisionshuse i yderligere to-tre år.
Det har tidligere fået ham til at opfordre Konkurrencestyrelsen til at gribe ind over for de strikse klausuler, hvis styrelsen skulle godkende fusionen.
Thomas Hofman-Bang har tidligere advaret om, at konkurrencen ellers risikerede at blive begrænset. Nu giver styrelsen lov til, at to partnere fra det gamle KPMG og en fra EY kan skifte job inden udgangen af august.
»Det vigtigste er, at vi er tæt på at have de partnere, som vi skal bruge i 2014. Samlet set forventer vi at være 250 medarbejdere ved udgangen af året,« siger Thomas Hofman-Bang.
Det nye revisionshus – der også går under navnet KPMG 2014 – har indtil nu sikret sig prestigefyldte kunder som Carlsberg, A.P. Møller - Mærsk og Parken.
