Efter kritik fra landets næststørste parti, Dansk Folkeparti, er Nykredits topchef, Michael Rasmussen, fortsat tavs om sine lønforhold.

Nykredits bestyrelse oplyste mandag, at Michael Rasmussen står til at få 12 mio. kr. ekstra, hvis han bliver i virksomheden de næste to år. Beslutningen har medført en massiv kritik fra en række kunder samt Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl. Sidstnævnte gik mandag i kødet på erhvervslivets top i et opslag på sin Facebook-profil.

»Nykredits direktør får lige 12 mio. kr. ekstra, hvis han kan overtales til at blive i jobbet de næste to år. Altså et job, hvor han i forvejen får en mio. kr. om måneden,« lød kritikken fra Kristian Thulesen Dahl.

Den kritik ønskede Nykredits topchef ikke at forholde sig konkret til, da Berlingske tirsdag besøgte ham på hovedkontoret i København.

Michael Rasmussen, kan du forstå, at flere er uenige i, at du skal have 12 mio. kr. ekstra, når dine boligkunder har oplevet prisstigninger på lån i det forgangne år?

»Jeg kan godt forstå, hvis man synes, at vores bidragsstigning var en hård beslutning. Men den var nødvendig, fordi det er bidragsstigningen, der gjorde det muligt, at vi med sikkerhed kunne møde de kapitalbehov og kapitalkrav, som de kendte krav udgjorde for os. Samtidig ruster den os også til, at vi kan møde de ukendte krav i fremtiden,« sagde Michael Rasmussen.

Men kan du ikke selv forstå, at det kan se lidt mærkeligt ud for de kunder, som har oplevet prisstigninger?

»Jeg synes, at spørgsmål vedrørende min løn og lønstruktur skal rettes til min bestyrelse,« svarede Michael Rasmussen.

Læs mere: Øv, bonus-ros til Nykredit forsvandt ved lektielæsning

Fastholdelsesbonus

Nykredit har i denne uge valgt at offentliggøre Michael Rasmussens ekstra lønbonus af frygt for at havne i samme suppedas som Nets, da betalingsgiganten sidste år gik på børsen. Her scorede 70 Nets-ansatte en gevinst på næsten to mia. kr., hvilket har medført en massiv kritik.

Om årsagen til Nykredit-topchefens lønbonus udtaler Nykredits bestyrelsesformand, Steffen Kragh:

»Vi ønsker at fastholde Michael Rasmussen til at gennemføre det videre forandringsarbejde. Det er baggrunden for, at der udbetales et fastholdelsesvederlag på en årsløn, såfremt Michael Rasmussen bliver i Nykredit gennem hele 2019,« siger formanden i en skriftlig kommentar.

Den Nykredit-kritiske forening Fair Bidragssats stiller sig dog undrende over for Michael Rasmussens lønbonus.

»Han bør stille sig frem og forklare, hvorfor han får det store beløb, og hvad han synes om det. Som kunde synes jeg, at mine penge bliver tildelt Michael Rasmussen på et uretfærdigt grundlag,« siger formand for Fair Bidragssats Chresten Ibsen.