Der er ved at ske noget dramatisk med racisme-paragraffen, §266b. I hvert fald med debatten om den. I årevis har en lille skare ytringsfrihedsforkæmpere fra højre og venstre talt dunder mod paragraffen, der på vilkårlig vis indskrænker samfundsdebatten. Men alle vore underskriftindsamlinger, avisindlæg og argumenter synes ikke at have gjort noget indtryk. Anklagemyndigheden har trukket den ene ikke-racistiske samfundsdebattør efter den anden i retten for »racisme«, uden at det har fået det overvældende flertal af politikere til at vakle i støtten til paragraffen. Det samme med opinionen: Fra højre til venstre har kriminaliseringen af krænkende udtalelser nydt støtte.

For man er jo ikke tilhænger af racisme. Indtil 16. september. Der skete noget, da den iranskfødte blogger og kunstner Firoozeh Bazrafkan blev dømt for »racisme« i Vestre Landsret. Med et sprang den ene hidtidige tilhænger af paragraffen efter den anden ud som modstander af den. Sagen mod Bazrafkan er da også så skandaløs, at den burde kunne åbne alles øjne for, hvor fatal paragraffen virkelig er. Som bekendt bestod Bazrafkans kriminelle handling udelukkende i, at hun på sin blog på Jyllands-Posten skrev, at »jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel.«

Det udsagn kan man finde forargeligt og forkasteligt, men i et civiliseret samfund imødegår man det med argumenter i stedet for at forbyde det. For det kunne jo være, at udsagnet rummede en vigtig, fortiet sandhed. Det mener Firoozeh Bazrafkan selv, der henviser til, at der i Iran findes en lov, som giver fædre og bedstefædre lov til at begå vold og mord på deres børn og børnebørn, uden at de bliver straffet for mord. Emnet kunne altså nok trænge til en nærmere belysning. I stedet forsøgte landsretten at mørklægge det ved at kriminalisere udsagnet. Vi vil ikke se. Vi vil ikke høre. Ti stille. Det var i virkeligheden det budskab, det officielle Danmark sendte til Firoozeh Bazrafkan, der nu får en dummebøde for at have ytret sig frit. Og oven i hatten et racisme-stempel. For det er den største straf ved at blive dømt efter §266b: Man bliver udråbt som racist, også selv om man er glødende modstander af racisme.

Men så var det, at de opmuntrende reaktioner på medieomtalen af denne bizarre sag begyndte at dukke op. Først var der Politikens Rune Engelbrecht Larsen, der erklærede sig som modstander af §266b: »Paragraffens beskedne begrænsning af ytringsfriheden har altid været et dilemma, men denne dom åbner – eller tydeliggør – konsekvenser, jeg ikke kan acceptere«.

Det er intet mindre end sensationelt. Rune Engelbrecht Larsen har nemlig ikke alene været blandt de ivrigste tilhængere af paragraffen, han har også selv aktivt forsøgt at bruge den til at lukke munden på sine politiske modstandere. I 2006 anmeldte han således en række DF-medlemmer for overtrædelse af paragraffen. Selv om han fik støtte fra kulturkoryfæer som Jan Sonnergaard og Christian Braad Thomsen, førte anklagen ikke til sigtelse.

Og nu er anklageren selv ikke engang længere at finde blandt tilhængerne af paragraffen. Hans kollega på Politiken, kulturredaktør Rune Lykkeberg, meldte sig også på banen og erklærede, at paragraffen er en »falliterklæring for den offentlige debat«. Det er opsigtsvækkende, at det er fra en Politiken-redaktør, disse toner kommer. Tænk på, hvad vi været vant til at høre fra den kant: Først Tøger Seidenfaden, der jublede over paragraffen, der ifølge ham var intet mindre end »en basal del af den europæiske retstradition«.

Og så Rune Lykkebergs forgænger som kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard, der direkte efterlyste flere retssager a la retssagen mod Firoozeh Bazrafkan. »Vi har for få af dem,« betroede hun således i 2011 en hollandsk journalist og erklærede ved samme lejlighed, at selvcensur må »påtvinges«, hvis den ikke opstår frivilligt. Når Politiken nu er ved at bevæge sig væk fra denne ytringsfrihedsfjendske kurs, er der i sandhed tale om et tøbrud. Billedet bekræftes af, at borgerlige, der hidtil har stået vagt om paragraffen, nu også vakler i støtten til den.

Det gælder f.eks. Kathrine Lilleør. For ikke så længe side mente hun, at det »naturligvis skal være strafbart at komme med grove generaliseringer over for andre mennesker i det offentlige rum«. Dog mente hun vistnok ikke, at det skulle være strafbart at komme med generaliseringer om katolske præster og pædofili, men »generaliserende« udtalelser om muslimer skulle der slås hårdt ned på. I dag er hendes holdning en helt anden: »Med dommen over Firoozeh Bazrafkan er vi vidne til en fortolkning af racismeparagraffen, der snigløber ytringsfriheden og i værste fald værner demokratiets modstandere fremfor at beskytte forkæmperne. Mere uskønt kan det ikke blive.«

Det er sandt. Det er bare ikke noget nyt. Paragraffen snigløb så sandelig også ytringsfriheden, dengang det var ældre, hvide mænd, der blev dømt for at sige stort set det samme som Firoozeh Bazrafkan. De havde bare mindre medieappeal end hun og derfor færre støtter. Men selv om ikke alle argumenterne bag de tre debattørers ændrede syn på racismeparagraffen står for en nærmere undersøgelse, er det afgørende, at de er der. At debattørerne har flyttet sig i ytringsfrihedsvenlig retning i takt med ,at det er blevet tydeligt, hvor vilkårlig og indgribende, racismeparagraffen dybest set er. Der er for alvor opbrud i debatten.

Nu mangler vi bare, at de politiske partier også flytter sig. Der bør være andre partier end Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der er klar til at stå vagt om dette hjørne af ytringsfriheden. Venstre har flere gange lovet at tage racismeparagraffen op til kritisk overvejelse, også De Konservative har leget med tanken. Men hver gang er det løbet ud i sandet. Det er dybest set rystende, at borgerlige partier åbenbart stadig ønsker, at sandheden skal være strafbar, hvis sandheden føles forhånende. For sandhedsaspektet er helt afgørende. Det værste ved paragraffen er nemlig, at den gør sandheden irrelevant. Bliver man sigtet efter §266b, får man ikke mulighed for at indkalde vidner, eller føre anden form for sandhedsbevis for sin påstand.

Det hjalp f.eks. ikke Jesper Langballe (DF) det mindste, at han med lethed kunne dokumentere rigtigheden af sin påstand om, »at der er muslimske mænd, der voldtager deres døtre«. Retten i Randers var ligeglad med de faktiske forfærdelige forhold for muslimske kvinder. Den tog alene stilling til, om Langballes udsagn var »forhånende«. Da retten fandt, det var tilfældet, dømte den udsagnet som kriminelt. Præcis som paragraffen lægger op til.

»Jeg har et problem med lovgivningen i Danmark, som vil begrænse ytringsfriheden, så vi ikke kan tale frit om de problemer, som vi har med islamisk lovgivning i blandt andet Iran.«

Sådan sagde Firoozeh Bazrafkan, da hun blev dømt forleden. Hun har ret, men hendes problem er ikke bare hendes, men vores. For hvordan kan vi tage fat på tabubelagte emner, hvis debattørerne risikerer at blive dømt, hvis blot nogen finder deres påstande »krænkende«? Og hvordan kan vi helt konkret støtte de muslimske kvinder, der er de egentlige ofre i denne sag?

Politikerne kan undskylde deres passivitet med, at EU og FN forhindrer dem i at fjerne paragraffen. Det er desværre sandt. Men Folketinget har stadig mulighed for at reformere paragraffen. Hvis man ændrer den, så der kan føres sandhedsbevis for påstandene, eller så det kun er udtalelser, der vil forstyrre den offentlige orden, der omfattes af paragraffen, vil man opnå, at vilkårene for det frie ord forbedres betragteligt. Flere reformforslag foreligger allerede. Det er bare at gå i gang, før der kommer endnu flere sager a la Firoozehs. For det er der udsigt til.

Over 20 personer har i protest mod de tidligere domme skrevet det samme som Firoozeh er blevet dømt for. Vi kan altså se frem til over 20 racismedomme mod mennesker, der er erklærede ikke-racister. Den skandaløse farce vil altså fortsætte, indtil Folketinget stopper den. Hvor længe skal vi vente, før Folketingets partier tager sig sammen og reformerer racismeparagraffen?