Det var angiveligt et kamera monteret på Michael Schumachers skihjelm, der var den primære årsag til de alvorlige skader på hjernen, som den tidligere tyske Formel 1-stjerne pådrog sig under en skiulykke sidste år.
De nye oplysninger om Michael Schumachers ulykke i Meribel i de franske alper sidst i december kommer dog ikke fra officielt hold, men fra den franske Formel 1-kommentator Jean-Louis Moncet.
Han fortæller, at han for kort tid siden mødte Michael Schumachers søn, Mick på 15 år, der var sammen med sin far på skibakken den skæbnesvangre dag.
»Problemet for Michael var ikke sammenstøddet med klippen, men det var det Go-Pro-kamera, som var monteret på hjelmen, der forårsagede hjerneskaden,« siger Jean-Louis Moncet til radiostationen Europa 1.
Det har ellers hele tiden været antaget, at det var et sammenstød med en klippe, der var skyld i den alvorlige hjerneskade, som var ved at koste Michael Schumacher livet og samtidig var grunden til, at han lå i koma i flere måneder efterfølgende.
De seneste måneder har der dog været forsigtigt, men godt nyt om Michael Schumachers tilstand. Han har nu forladt det genoptræningscenter, hvor han ellers var indlagt og fortsætter sin kamp tilbage til livet i familiens hjem i Schweiz.
Her har hans kone Corinna fået installeret en privatklinik, hvor der angiveligt er op imod 15 ansatte til at tage vare på og genoptræne Michael Schumacher.
Jean-Louis Moncet fortæller, at sønnen Mick har forklaret ham, at det langsomt bliver bedre og bedre med Michael Schumacher.
»Jeg mødte sønnen, og han fortalte mig, at »Schumi« meget, meget stille vågner op,« siger Jean-Louis Moncet.
Formel 1-kommentatoren er således den seneste i rækken af folk, der melder om bedring i Michael Schumachers tilstand.
Det er nemlig ikke længe siden, at tyskerens tidligere chef hos Ferrari, Jean Todt, fortalte til belgisk RTL, at den syvdobbelte Formel 1-verdensmester inden for en kortere periode kommer til at leve et »relativt normalt liv« igen.