Da Michael Schumachers manager, Sabine Kehm, i sidste uge meddelte, at den tidligere Formel 1-stjerne var vågnet fra sin koma og blevet flyttet til rehabiliteringsklinikken CHUV i Lausanne, blev et takkebrev fra familien også læst op. 

Heri blev det understreget, at man bad offentligheden om at give Schumacher så meget ro som muligt, men kun syv dage efter den bøn er der dukket en stor historie op, der på ingen måde illustrerer, at alle har haft respekt for Schumachers sygdomsforløb.

Bild.de kan således berette, at Michael Schumachers sygejournal fra hospitalet i Grenoble, hvor tyskeren har ligget til behandling siden sit alvorlige skistyrt 29. december, er blevet stjålet og forsøgt solgt videre til en pris på cirka 60.000 schweizerfranc, cirka 367.000 kroner. 

Politiet bekræfter, at der er en sag, og Bild.de skriver, at ægtheden af dokumenterne bliver verificeret af detaljerede kirurgiske procedurer.

Manager Sabine Kehm er rasende over sagen.

»Man kan kun blive chokeret og forarget. Jeg kan kun på det kraftigste opfordre til, at man hverken køber eller offentliggør disse dokumenter. Vi vil naturligvis bruge alle tilgængelige midler på at arbejde imod det«, siger Michael Schumachers manager. 

Hvordan dokumenterne er blevet stjålet, vides endnu ikke, men politiet undersøger i øjeblikket, om dokumenterne er blevet kopieret fra en sikret computer på hospitalet i Grenoble.

Michael Schumachers tilstand er i svag bedring, og han reagerer særligt stærkt ved tilstedeværelsen af sin kone, Corinna.