Vrede investorer i USA gør nu et nyt forsøg på at skabe tvivl om Novo-toppens troværdighed med en anklage om, at lukrative bonusordninger ansporede topledelsen i den danske diabeteskæmpe til at vildlede selskabets aktionærer i en periode mellem februar 2015 og februar 2017.

De utilfredse aktionærer rettede allerede i august flere anklager om urent trav mod Novos absolutte top. Efter nogle ugers betænkningstid afviste det danske medicinalselskabs amerikanske advokater dengang, at de utilfredse investorer med sagsanlægget mod Novo havde formået at bevise noget som helst.

Nu melder de sure aktionærer sig på banen igen. Denne gang forsøger investorernes advokater at kæde Novo-toppens bonusprogrammer sammen med en beskyldning om, at ledelsen i Novo Nordisk overhørte talrige interne advarsler om stigende prispres på det vigtige amerikanske insulinmarked.

Bonus 250 pct. højere end grundløn

Ifølge de utilfredse aktionærers gruppesøgsmål fra august har Novo-ledelsens manglende vilje til at tage de interne advarsler alvorligt betydet, at aktionærerne er blevet vildledt og på den baggrund har lidt »betydelige tab«.

I den nye anklage skriver advokaterne, at Novo-toppen »har haft en aflønningsstruktur bundet op på specifikke årlige mål, som i høj grad tilskyndede de individuelt anklagede til at tegne et forvansket billede af selskabets finansielle situation«.

»Da svindlen toppede i 2015, var de individuelt anklagedes kontant- og aktiebonusser op til 250 pct. større end deres grundlønninger,« skriver de utilfredse investorers advokater.

Med sagsanlægget går investorerne målrettet efter Novo Nordisk som virksomhed, men retter samtidig de juridiske kanoner personligt mod den nu forhenværende Novo-­topchef Lars Rebien Sørensen, finansdirektør Jesper Brandgaard og den tidligere chef for Novos USA-forretning Jakob Riis.

I løbet af 2016 mistede Novo Nordisk næsten 40 procent af sin markedsværdi, da det viste sig, at selskabets ledelse havde været for optimistisk angående udviklingen i USA. De utilfredse amerikanske investorer mener, at de har krav på kompensation med baggrund i Novo-aktiens store dyk, fordi Novo-ledelsen ifølge deres overbevisning altså har tilbageholdt viden om det meget omtalte amerikanske prispres.

Med anklagen om, at Novo-toppens jagt på bonusser gjorde ledelsen fartblind, forsøger de vrede investorer endnu en gang at godtgøre, at der er foregået ting i Novo Nordisk, som er landet på den forkerte side af loven.

Novo Nordisk har et fast princip om ikke at kommentere verserende retssager. Da Berlingske Business i oktober bad Novo forholde sig til andre anklager fra den utilfredse investorgruppe, lød svaret:

»Vi er ikke enige i de beskyldninger, der bliver fremsat, men har derudover ingen kommentarer.«

Novos amerikanske advokater har omkring en måned til at svare på de nye anklager. Herefter skal en dommer tage stilling til, om sagen skal afvises eller køre videre.