Han peger på, at selskabet adresserer væsentlige sygdomsområder i diabetes og fedme.

- Vi ser positivt på, hvor vi står nu, og vurderer, at vi er tilbage på sporet i forhold til at følge vores agenda, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

Han understreger, at de kommercielle prioriteter er klare.

Novo ønsker, at maksimere diabetesforretningen ved at fokusere på volumen og værdi, udvide GLP-1-markedet og fastholde positionen som markedsleder.

- Med vores portefølje vil vi kunne gå efter alle dele af markedet bedre end nogle andre. Så der er virkelig ingen grund til, at vi ikke øger vores markedsandel i diabetesmarkedet.

- Ser vi på GLP-1-markedet er der igen heller ingen grund til, at vi ikke styrker vores position og udvider den klasse.

Novo vil desuden gå efter at udbygge fedmemarkedet ved at lancere fedmemidlet Saxenda globalt og udvikle nye midler.

I forhold til biofarmaforretningen, der er præget af negativ vækst, er der fokus på at få den vendt, så den atter kan vokse.

Det kan ske blandt andet via opkøb og indlicenseringer. Novo skal desuden fokusere på udviklingen af digitale sundhedsløsninger, og for at imødegå prispres og voksende krav til innovation af nye lægemidler har Novo hævet barren i sin forsknings- og udviklingsafdeling.

/ritzau/FINANS