Det kan godt være, at Volvo har slået deres navn fast som herregårdsvognproducent til familien Jönsson, men siden 2008 har det været SUV’en XC60, der har holdt den svenske bilfabriks skrue i vandet. Den har været en gigantisk succes. Intet mindre. Den har sat ny salgsrekord, hvert eneste år den har været i produktion, og har de seneste år været den mest solgte SUV i sin klasse i både Europa og Danmark. Totalsalget har passeret en million biler, og det er mange for en bilfabrik, der blot producerer omkring en halv million biler årligt.
Derfor har den nye XC60 et solidt forventningspres på sine aksler, når den til august lander hos de danske Volvo-forhandlere. Det er nogle imponerende hjulspor, der skal udfyldes, og det i et segment der vrimler med spændende nyheder. Det seneste år er der landet både Jaguars F-Pace og Alfa Romeos Stelvio, og Audi har netop lanceret en ny Q5, som sætter nye standarder for kabinedesign og kørekomfort.