Byen Boring i Oregon i 1990'erne kunne godt være "Fucking Åmål", bortset fra at den svenske flække optrådte i en film, hvor der var mere streg under drama frem for humor. Netflix' nyeste serie om tre gymnasiekammerater er lettere i tonen og lægger sig således kun tematisk tæt opad streaminggigantens egen voldsomt store succes "Stranger Things".

"Everything Sucks!" begynder til tonerne af ska-pop-rockbandet The Mighty Mighty Bosstones-hit "The Impression That I Get". Det er fra 1997, så det må være i det år, vi befinder os i. Året hvor unge piger har Tori Amos på deres t-shirt og hvor man så småt er begyndt at tale om en ny bølge af Star Wars-film. Gejst og hilsner til fortiden for tyve år siden er der rigeligt af, mens det midt i første sæson kniber lidt mere med dramatisk tyngde. Både den midaldrende anmelder og datteren på 13 år var dog glade nok efter de første fire timer i sofaen til at ønske endnu en sæson i rutsjebanen i en teenagehverdag mellem sejre og nederlag og lykkefølelse og pinligheder. Uden det på noget tidspunkt gør ondt for alvor.

Første sæson af "Everything Sucks" kan ses på Netflix.