Så kørte Saga Norén for sidste gang over den ualmindeligt fotogene Øresundsbro i sin vissengrønne Porsche. DR har meddelt, at aftenens afsnit, der lagde låg på fjerde sæson af den svensk-danske krimiserie »Broen«, også vil blive det sidste.

Og meget passende sluttede serien altså med at stille ind på den figur, der hele vejen har været det, som har skilt den ud fra alle de andre begsorte krimiserier, der er strømmet fra Skandinavien og efterhånden også alle mulige andre steder fra det seneste årti: Saga Norén, hvis aspergers syndrom har gjort hende til en noget uortodoks opdager, der konstant rendte sig staver i livet i forhold til sine omgivelser. Men som også har givet muntre øjeblikke af diskret komik, når hun med chokerende ligefremhed har sagt alt det, man gerne må tænke, men ikke sige.