Smukke møbler tager sig flottest ud, når detaljerne og helheden går op i en højere enhed. Det er netop en af kongstankerne bag lanceringen af en ny eksklusiv kollektion af tæpper, som er skabt til at underbygge de gedigne møbelklassikere af navne som Hans. J. Wegner, Kaare Klint og Ole Wanscher, hvis møbler i dag produceres af møbelfirmaet Carl Hansen & Søn.
De to samarbejdspartnere, den anerkendte 100-år gamle tæppeproducent Kasthall og det danske designerikon med base i Paris, Helle Damkjær, er nøje udvalgt til at komplementere og perspektivere fortællingen om firmaet.
»Det, der kendetegner de designere og brands, som vi arbejder sammen med, er, at de har en historie og et håndværk, som går i naturlig forlængelse af vores univers,« siger Knud Erik Hansen, direktør for Carl Hansen & Søn, som har mødt designer Helle Damkjær på møbelmessen i Milano, hvor de blev enige om at indgå et samarbejde.
»Vi har valgt hende, da hendes designfilosofi harmonerer godt med vores univers, og så matcher vores virksomheds profil hendes internationale orientering,« siger Knud Erik Hansen. Helle Damkjær, der oprindeligt er grafiker inden for reklame- og modebranchen, arbejder i Paris og har før udviklingen af tæppekollektionen arbejdet med forskellige former for visuelle udtryk.
»For mig er et tæppe et af grundelementerne i indretningen, og det skal have en identitet og udstråling på en lækker måde uden at overdøve det visuelle billede,« siger Helle Damkjær, som samtidig lægger vægt på, at hendes tæppedesign skal kunne rejse gennem tiden og overleve diverse trends – ligesom Y-stolen af Hans J. Wegner og Safari-stolen af Kaare Klint har gjort det.