Træk vejret dybt og tæl til ti. Embedsmændene i Mette Frederiksens beskæftigelsesministerium var vant til at blive hældt ned ad brættet, hvis de skulle ind på ministerens kontor og fremlægge en møgsag. For den socialdemokratiske formand har temperament. Stemningen i ministeriet beskrives som »meget alvorlig og seriøs«. Og selv om mange embedsmænd respekterede hende fagligt, var der et »hårdt arbejdsmiljø med en hård tone« i hendes tid som beskæftigelsesminister. Det fremgår af en ny bog om Socialdemokratiets formand, »Mette F.«, som udkommer tirsdag.
Hovedpersonen selv beskriver en »magtkamp« med embedsmandssystemet. Et system, som efter hendes mening både manglede selvkritik og evnen til at udvikle nye løsninger – og som arbejdede ud fra en kultur skabt af ti års blåt VK-flertal med Claus Hjort Frederiksen som chefarkitekt.
»Jeg oplevede, at ledelsen i Beskæftigelsesministeriet var mere enig med Claus Hjort Frederiksen end med mig. Set i bakspejlet handler det nok også om, at vores embedsværk er indrettet sådan, at det vil bevare det bestående. De havde brugt ti år på at bygge et beskæftigelsessystem op, og jeg kom ind og sagde fra første dag: Nu begynder vi at rive det ned. Det får man altså ikke bare lov til som minister. Det er en kamp,« siger Mette Frederiksen i bogen, hvor hun også lægger op til at forandre embedsmændenes rolle, såfremt hun bliver statsminister.
»Der er nogle mangler i den måde, systemet er indrettet på. Derfor gør vi os selvfølgelig tanker om, hvordan vi – hvis vælgerne på et tidspunkt betror os ansvaret for at lede landet – kan indrette det bedre, så embedsværket fortsat er fagligt dygtigt og kompetent, men samtidig bliver bedre til at forstå og håndtere omverdenen,« fortæller Mette Frederiksen. Hun understreger dog, at der ikke vil være tale om »en revolution«.
Manglende innovation i ministerierne har ifølge Mette Frederiksen skabt en særlig magt hos Finansministeriet, som nu gennemsyrer hele embedsmandsapparatet. Derfor er det blevet svært at lave ny politik, uden at den fra første færd bliver målt i modelberegninger af arbejdsudbud og offentlige udgifter.
»Med enkelte undtagelser har Finansministeriet været drivende i forhold til større reformer og omlægninger de seneste mange år. Og det har været det eneste ministerium, der for alvor har sat sig for at analysere, hvad det er for samfundsudfordringer, vi står over for. Det duer ikke, for Finansministeriets rolle er jo først og fremmest at vægte alting i forhold til, hvordan det virker på økonomien. Og så træder andre hensyn – for eksempel hvordan et forslag påvirker borgerne – i baggrunden,« siger S-formanden i bogen.
Politisk magt bliver samlet på få hænder
Konkret bliver det beskrevet, at embedsmændene under Mette Frederiksen undgik at nævne Finansministeriet eller at referere til ministeriet, når hun lyttede med.
Ifølge lektor Birgitte Poulsen, som på RUC forsker i forholdet mellem politikere og embedsmænd, er det en »interessant« kritik, den tidligere S-minister leverer i den nye portrætbog. Ikke mindst, fordi Mette Frederiksen som mulig kommende statsminister vil kunne lave om på et magthierarki, der er blevet diskuteret længe.
»Den økonomiske politik er i høj grad dominant, og Finansministeriet er blevet et ekstremt magtfuldt ministerium, som svinger taktstokken i forhold til de andre ministerier,« siger Birgitte Poulsen og peger på, at det sandsynligvis skyldes en generel centralisering af magten politisk. Det er en snæver kreds af politikere i regeringens koordinations- og økonomiudvalg, der dikterer udviklingen politisk, ligesom det er de samme topfolk, som står for at danne regeringsgrundlag.
»Sådan et politisk program levner meget lidt plads til, at man ude i ministerierne kan sætte sin egen dagsorden og udvikle for eksempel ny beskæftigelsespolitik,« siger Birgitte Poulsen. Også professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet genkender billedet af, at Finansministeriet er dominerende i den politiske udvikling:
»Hvis det er et problem, skyldes det nok, at vi ikke har haft ministre, som har sat sig stærkt nok igennem med en anden dagsorden.«
I portrætbogen virker Mette Frederiksen dog ikke til at mangle styrke. Tværtimod bliver det beskrevet, hvordan fire af Beskæftigelsesministeriets topembedsmænd forlod deres poster i hendes tre år som minister – herunder den mangeårige departementschef Bo Smith, der på sin 66 års fødselsdag i april 2013 tog sin afsked. Den garvede embedsmand skulle angiveligt have været på Henrik Sass Larsens »dødsliste« over embedsmænd allerede inden regeringsskiftet i 2011, og kemien mellem ham og Mette Frederiksen beskrives i bogen som »elendig«. Bo Smith blev efterfølgende gjort til formand for det udvalg, der sidste år afleverede en rapport om embedsmændenes rolle. Han ønsker ikke at forholde sig til bogen, som han heller ikke har ønsket at medvirke i.
Kort efter, at Mette Frederiksen havde overtaget posten som justitsminister, blev departementschef Anne Kristine Axelsson forflyttet til Kirkeministeriet, hvilket ifølge bogen førte til et krisemøde med DJØF. Selv karakteriserer Mette Frederiksen sig som en politiker med stort P, som gerne stiller store krav som leder.
»Den politiske innovation i ministerierne er utilstrækkelig. Embedsmændene er ikke gode nok til at have et kritisk blik på det system, vi sammen har bygget op. Og de bliver jo egentlig heller ikke belønnet for at have det,« siger hun i bogen. Hun har ikke ønsket at uddybe det nærmere over for Berlingske.
Formanden for de offentlige chefer i DJØF, Henning Thiesen, kalder det »relevant« at drøfte forholdet mellem embedsmænd og politikere:
»Mette Frederiksens oplevelser gør selvfølgelig indtryk. Men generelt oplever jeg, at embedsmænd er særdeles lydhøre over for ministrenes politiske ønsker. Ofte lyder kritikken faktisk, at de nogle gange er lidt for lydhøre.«
Claus Hjort Frederiksen er blevet tilbudt at kommentere på bogen, men har været bortrejst på efterårsferie. På b.dk er det muligt at læse kapitlet om Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister.