Der lød skud fra en lejlighed i den sydafrikanske by Pretoria natten til den 14. februar i år. Skud, som hele verden efterfølgende hørte om. Det var de skud, der ramte og dræbte Oscar Pistorius' kæreste, supermodellen Reeva Steenkamp.
Det sydafrikanske politis undersøgelser af, hvad der skete den nat, ligger nu klar, og de fører til, at Pistorius - også kaldet Bladerunner - mandag bliver sigtet for overlagt mord og ulovlig besiddelse af ammunition. Derudover forventer anklagemyndigheden at føje to sigtelser om affyring af våben i offentligheden til sagen.
Foruden sigtelsen forventes det også, at der bliver fastsat en dato for retssagen ved mandagens retsmøde. Anklagemyndigheden gætter på, at retssagen begynder i starten af 2014.
Nægter sig skyldig
Oscar Pistorius har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig og fastholdt, at han troede, der var en indbrudstyv i parrets fælles lejlighed, og at tyven gemte sig ude på badeværelset. Han troede, Reeva Steenkamp lå i deres seng.
Pistorius har fortalt, at han var bange for at tænde lyset og derfor tog sin 9-mm pistol for at beskytte sig selv. Han følte sig udsat, fordi han ikke havde sine benproteser på og skød derfor fire gange gennem toiletdøren.
At anklagemyndigheden på trods af Pistorius' forklaring fastholder sigtelsen, skyldes blandt andet ét vidneudsagn. Vidnet skulle angiveligt have hørt parret skændes højlydt den pågældende nat, og efter skuddene havde lydt, skulle et vidne have set lys i lejligheden. Pistorius fastholder, at lyset var slukket, da han skød.
Af de fire skud, Pistorius affyrede, ramte tre Steenkamp. Pistorius har oplyst at han, efter han havde skudt, brød døren op, og at Steenkamp døde i hans arme, efter hans havde prøvet at genoplive hende, og inden hjælpen nåede frem.
Oscar Pistorius blev løsladt mod kaution sidst i februar.