Han var nydelig klædt i grå jakkesæt, blå skjorte og slips, og han virkede rolig og fattet uden at gentage de tårer, som flød igen og igen under de indledende retsmøder i februar i Pretoria.
Men tag ikke fejl, lyder det fra dem tæt på Oscar Pistorius, en af verdens mest feterede atleter, indtil han til stort chok verden rundt skød sin kæreste, modellen Reeva Steenkamp, gennem en låst toiletdør i en sen nattetime i sit luksuriøse hjem i Johannesburg i Sydafrika:
Oscar Pistorius er en nedbrudt mand.
En af hans venner har beskrevet, hvordan den 26-årige OL-stjerne blot »går rundt i cirkler«, og vennen frygter, at Pistorius kan finde på at tage sit eget liv.
Løberens manager, Peet Van Zyl, har netop sagt til Der Spiegel, at han mener, at Pistorius lider af psykiske problemer:
»Oscar sover dårligt. Han spiser dårligt. Når du taler til ham, lytter han selvfølgelig, men jeg kan ikke nå ham, han er der ikke. Han græder meget.«
Hans onkel og tante, Arnold og Lois Pistorius, som har huset Oscar Pistorius i deres lukusvilla siden han blev løsladt mod kaution i februar, fortæller også, at han sjældent går ud, og den benamputerede og seks-dobbelte paralympiske OL-guldvinder i løb er siden drabet også kun blevet fotograferet en enkelt gang på en atletikbane.
Ifølge familien søger han i dag støtte i gud og går i al stilhed i kirke de fleste søndage. Men pastoren kommer også i hjemmet en gang om ugen for at støtte Oscar Pistorius, der ifølge familien sørger hver dag og har billeder af Reeva Steenkamp hængende på en væg. Oscar Pistorius nægter sig skyldig i tiltalen om overlagt mord.
»Hjemme læser han meget i biblen. Hvis du har et formål i livet, og du tror på gud, giver det dig en grund til at forstå ting, når de ikke går så godt, fordi du stoler på gud, som altid er der. Mennesker begår fejl. Ingen af os er perfekte,« har tanten sagt.
Dommer advarer mod medie-retssag
Oscar Pistorius blev indtil den skæbnesvangre nat i februar netop set som det perfekte forbillede, der til trods for at han som lille fik amputeret begge ben under knæet satte verdensrekord blot to måneder efter, han havde opdaget løb som 17-årig.
Hans enestående evne til at løbe på skinner gav ham øgenavnet »Blade Runner«, og hans ikoniske status voksede kun, da han under sidste års OL i London var den første paralympiske sprinter nogensinde, der konkurrerede i OL.
Netop hans stjernestatus har vakt en enorm global medieinteresse for sagen. Den massive dækning allerede inden retssagen for alvor er kommet i gang, fik en særlig tvist under tirsdagens retsmøde, som egentlig kun havde til mål at udskyde retssagen for at give mere tid til efterforskningen. Dommer Daniel Thulare brugte i stedet det meste af det korte retsmøde på 15 minutter til at advare imod »en medie-retssag«.
Daniel Thulare er bekymret over nogle aspekter af mediernes dækning af drabet og holdt reelt forelæsning for journalister om risikoen for at skade retssagen. Dommeren opfordrede på det kraftigste medier til at begrænse deres dækning og at respektere rettens gang, for ellers risikerede man at bryde de regler for retssikkerhed, der er nedfældet i Sydafrikas forfatning.
»Det er meget vigtigt, at vi alle respekterer forfatningen, for ellers er den intet værd,« skældte dommeren.
Daniel Thulare tilføjede, at den nationale anklagemyndighed må tage et »alvorligt kig på« om nogen dækning af sagen har skandaliseret retten.
I sidste uge blev politifotos af gerningsstedet i Oscar Pistorius´ lejlighed lækket til Sky News. Billederne viser skudhullerne, efter at atleten have skudt fire gange gennem sin badeværelsesdør og dræbt sin 29-årige modelkæreste, som han havde set i blot tre måneder. På billederne kan blod også ses på toiletbrættet og på flisegulvet.
Oscar Pistorius´ advokater er oprørte over offentliggørelsen og anklager politiet for med vilje at have lækket billederne i et forsøg på at påvirke sagen. Men politiet anklager forsvarsadvokaterne for at stå bag lækken.
Pressen vil vende hver en sten
Intet tyder dog på, at pressen vil holde sig tilbage for at bringe nyt i den højtprofilerede sag. Den vil forholde sig ret til at vende hver en sten i en sag, hvor en af verdens største sportsstjerner og profiler fastholder sin uskyld i overlagt mord.
Anklageren mener, at Oscar Pistorius og Reeva Steenkamp var kommet op at skændes, hvorefter hun skjulte sig på toilettet.
Oscar Pistorius siger, at det hele var et frygteligt uheld. At han havde været ude på altanen, da han hørte en lyd fra sit badeværelse og blev grebet af panik, da han troede, der var tale om en indbrudstyv. I total mørke fumlede han sig tilbage til sin seng, tog pistolen under sin seng og kravlede ifølge eget udsagn ud på badeværelset på sine benstumper. I Sydafrika er det udbredt, at folk har våben i hjemmet til selvforsvar på grund af mange væbnede indbrud. Han følte sig »sårbar«, har han forklaret, og skød gennem toiletdøren for at forsvare sig selv og sin kæreste.
Men hvorfor sikrede han sig i givet fald ikke, at hans kæreste stadig lå i sengen? Hvorfor kaldte han ikke på hende? Hvorfor skød han fire gange gennem en låst dør?
Pressen er flydt over med historier om, at Oscar Pistorius ikke kun var den rolige fyr, som verden så ham, men at han også var fartgal, opfarende og som besat af våben.
Fortællinger har taget fart om, hvordan han kørte som en vild i sine fede biler, hvordan han med sine kærester ofte røg ud i kæmpe skænderier, og hvordan han bl.a. trak sit våben en gang, hvor han troede en indbrudstyv var brudt ind i sit hjem, men hvor det blot viste sig at være lyden fra hans vaskemaskine.
Anklagerne har ifølge eNews Channel Africa allerede en liste med 27 potentielle vidner, herunder rugbyspilleren Francois Hougaard – en ven til Pistorius som ifølge rygter tidligere har datet Reeva Steenkamp – og Pistorius eks-kæreste Samatha Taylor, der anklagede ham for at være utro.
Men bundlinjen er, at kun én ved, hvad der præcis skete den fatale nat: Oscar Pistorius.
Næste retsmøde bliver 19. august, men den egentlige retssag ventes ikke at begynde før næste år.
