Med en pris på godt 13.000 kroner er det blevet muligt for langt flere danskere at erhverve sig en aktie i landets største virksomhed A. P. Møller-Mærsk, efter koncernen har udstedt fire nye fondsaktier til hver af de eksisterende aktionærer.
Det betyder, at prisen i teorien falder til en femtedel, og fredag morgen - første handelsdag for de nye aktier - ligger kursen i procent da også med en lille pil opad.
»Man oplever ofte, at aktiesplit giver en øget interesse for den pågældende aktie. Den interesse kan blive stor i APMs tilfælde, dels fordi et aktiesplit har været et ønske blandt investorerne længe, og det dermed opfattes som en mere investorvenlig kurs fra selskabet, dels fordi APM aktien har handlet til en så relativ høj pris, at det reelt har afskåret en del private investorer for at købe aktien samt at det forbedre likviditeten i aktien. Så jeg ville ikke være overrasket, hvis aktien stiger lidt på det her,« vurderer chefstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea.
Men dels begynder fredagens mange andre nyheder - og især en jobrapport fra USA - at spille ind på kursen, dels har selskabets generalforsamling vedtaget et udbytte på 1.400 kroner for hver af de gamle aktier, hvilket også trækker opdrift ud af kursen.
»Der var små stigninger som en hurtig effekt i den tidlige handel. Men aktien er steget med 10 procent på de seneste to uger, så nogle har måske lugtet lunten og taget positioner, inden den positive effekt kunne gøre sige gældende. Og de tager måske gevinsten hjem nu," siger Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank.
Han forventer, at der kommer til at gå et par børsdage, før den fulde effekt af de nye aktier er slået igennem med en stigning på mellem 0 og 5 procent. Klokken 14.30 fredag kommer der en såkaldt jobrapport fra USA, som har effekt på hele verdens aktiemarkedet - både fordi den tager temperaturen på USAs økonomi, og fordi den leverer meget detaljerede data kort tid efter den foregående måneds afslutning og dermed giver et meget aktuelt billede af den økonomiske tilstand.
