Sidste hammerslag er faldet i denne runde af rentetilpasningsauktioner. Dermed får tusinder af boligejere med lån for sammenlagt 125 milliarder kroner vished for deres boligøkonomi fra 1. april, hvor de nye renter træder i kraft. Og hvis de har haft hede drømme om nye bundrekorder, bliver de skuffede. Tendensen er klar. Flekslånerne skal forberede sig på højere renter - en tendens som også gælder for de fastforrentede lån.

Chefanalytiker Jeppe Borre fra Totalkredit, som er ejet af Nykredit, fortæller, at renterne er vandret nordpå siden begyndelsen af januar, og at det har sat sine klare spor på resultaterne af auktionerne. Renterne på både de etårige, de treårige og de femårige rentetilpasninsglån (F1, F3 og F5) er landet et stykke over det, som vi har set i løbet af det seneste halve år.