Novos forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen, er kendt som en ivrig talsmand og frontkæmper for den danske diabeteskæmpes landvindinger i selskabets laboratorier. Ikke så sjældent kaster Mads Krogsgaard Thomsen sig ud i engagerede forklaringer om Novos evner til at skabe nye lægemidler mod livsstilssygdommen type-2-diabetes, der breder sig med voldsom hast over hele verden.

Fredag aften var humøret ekstra højt hos forskningsdirektøren, der kunne glæde sig over, at de amerikanske sundhedsmyndigheder efter et par måneders betænkningstid har besluttet, at Novos topprodukt Victoza skal have papir på, at midlet reducerer risikoen for hjerte-kar-problemer for patienter med type-2-diabetes.