Koncerndirektør Mads Krogsgaard Thomsen, der har ansvaret for Novo Nordisks forskning og udvikling, frygter ikke, at det europæiske lægemiddelagentur, EMA, griber ind og advarer om, at Victoza kan være forbundet med kræft i bugspytkirtlen.
EMA erkender som omtalt i går i Berlingske, at der bliver indrapporteret flere tilfælde af bugspytkirtelkræft ved både Victoza og andre diabetesmidler af samme type, men lægemiddelagenturet mener ikke, at de nuværende data er nok til at hejse advarselsflaget officielt i forbindelse med den årlige sikkerhedsopdatering, den såkaldte Periodic Safery Update Report, hvilket ville være en officiel bekræftelse af, at der var et signal om kræft i bugspytkirtlen. »Men spørgsmålet bliver gennemgået af CHMP (den komité hos EMA, som godkender medicin, red.), og resultatet vil blive kommunikeret, når det foreligger,« skriver EMA til Berlingske.
Men undersøgelsen gør ikke Mads Krogsgaard Thomsen nervøs.
»EMA er videnskabeligt funderet og arbejder på basis af data vedrørende det enkelte lægemiddel. Eftersom alle data, som, vi kender til vedrørende Victoza, entydigt peger på, at der ikke er nogen effekt på bugspytkirtelkræft, forventer jeg ikke, at undersøgelsen munder ud i noget, der er af relevans for Victoza,« siger han til Berlingske.
