Fra Billund vil Norwegian ikke i vinterhalvåret flyve til Las Palmas på Gran Canaria, hvorfor charterflyselskaberne bliver alene om at tilbyde rejser til De Canariske Øer.

Det skriver branchesitet Check-in.dk.

Norwegian lukker også ruten til Las Palmas fra Aalborg Lufthavn. Men i det nordjyske kommer man også til at mangle ruten til Alicante, der har været fløjet en gang ugentligt ligesom Las Palmas.

- Det er korrekt, at vi har omdisponeret fly i vores vintertidtabel, så vi ikke flyver fra Aalborg til Las Palmas og Alicante i den kommende vinter, siger presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark til Check-in.dk.