- Med samlet 2.489.974 passagerer ombord på rute- og charterflyene i juli skønnes Norwegian at ligge side om side med SAS i kampen om at være det største skandinaviskbaserede flyselskab, når det gælder de rene ruteflyvninger, skriver Check-in.

Hos SAS fløj 2.359.000 passagerer med selskabets rutefly, mens 243.000 var ombord på charterfly fra det fællesskandinaviske flyselskab. Samlet set rejste 2,6 mio. med SAS på rute- eller charterflyvninger i juli, hvilket er en fremgang på 10,6 procent i forhold til samme måned sidste år.

Hos SAS var der ikke overraskende tilfredshed med resultatet.

- Det er glædeligt, at så mange vælger at rejse med SAS. Vort serviceniveau og vores regularitet har været meget god i juli. Vi har ikke aflyst en eneste langdistanceflyvning i juli måned, hvilket værdsættes af vores kunder, siger koncernchef Rickard Gustafson i en pressemeddelelse.

/ritzau/FINANS