Nordens største bank er midt i en voldsom omvæltning, der kommer til udtryk i tallet otte. Nordea har investeret omkring otte milliarder kroner i en enorm omkalfatring af den digitale hjertemuskel i bankens legeme.

Samtidig betyder en massiv fyringsrunde, at mindst hver ottende af de omkring 32.000 Nordea-med­arbejdere i løbet af tre-fire år ­ryger på porten. Oven i de 4.000 ansatte, der skal fratræde, kommer, at Nordea skal skille sig af med omkring 2.000 konsulenter, så forandringens vind har stormstyrke i Nordea.