Et ukendt antal måneder.

Lige efter gymnasiet.

Helt alene.

Væk.

Udlandet trak i unge Nicolaj Kopernikus. Men mens stort set alle kammeraterne ­valgte at tage til Indien, var der kun USA i teenagerens tanker. Formålet med turen var ikke blot at opleve sproget, stederne og stemningen, som han kendte så godt fra de amerikanske film, han lånte i massevis fra fritidsjobbet i den lokale videokiosk. Turen skulle være hans befrielse fra andedammen. Fra en tilværelse fyldt op med fodbold, håndbold, sommertjansen som livredder, knallerten, jagten på piger og den manglende lyst til at lave lektier forud for timerne på Odsherred Gymnasium. Fra en opvækst, hvor det forekom bydende nødvendigt at få kørekortet netop dén dag, han fyldte 18, så han straks kunne leje en bil, køre til fest og »ikke være til at skyde igennem«. Det var tid til udfordring.

»Mit liv var ukompliceret. Jeg husker teenageårene som en tid uden meget bøvl – lige ud ad landevejen, meget lykkeligt,« siger fortæller Nicolaj Kopernikus under interviewet, der finder sted i et af Folketeatrets mødelokaler. På tidspunktet for samtalen er han i gang med de afsluttende prøver til forestillingen »Indenfor Murene«, der havde premiere for to dage siden og er på plakatan indtil 1. april.

»At træffe valget om at tage til USA var meget overvældende. Grænseoverskridende faktisk. For jeg vidste godt, at når jeg først tog det spring, anede jeg ikke, hvor længe jeg ville være væk fra Danmark. Min destination var USA, og ellers handlede det blot om at go with the flow,« fortæller Kopernikus.

På turens første dage besøgte han en veninde, der arbejdede som au pair hos en amerikansk familie. Da han forlod hende, fik han det, han havde bedt om. Ensomhed.

»Jeg var helt handlingslammet den første uges tid. Jeg kunne næsten ikke flytte mine ben. Det var angstfremkaldende, og det var uvant,« siger han.

»Men så begyndte den ene oplevelse at tage den anden. Man møder nogle mennesker, som man hænger ud med. »Skal I også derhen? Fedt!« Så følges man lidt, tager den samme bus. Så møder man de næste, og så kører det hele ligesom, ik? Og på vandrehjemmene – der kan man virkelig snakke om at være i samme båd. Økonomien er smal, så man står og laver mad sammen. Det blev på alle måder en fantastisk tur, som jeg ikke fortryder et sekund. Jeg vil råde alle unge mennesker til at tage ud og rejse,« siger Kopernikus.

Forfærdelig trist at skynde på de unge

Det gælder også hans egne børn, som han har tre af. Mollie på 16, Roberta på 13 og lillebror Louis på 7. Den ældste går i 1.g nu og er i gang med den løsrivelsesproces, som han selv gennemlevede som ung.

»Jo ældre, ens børn bliver, jo mindre får man at vide om deres liv. Der sker sådan en helt automatisk outsourcing. Det må være biologisk betinget. Men jeg vil opfordre dem alle til at forfølge, hvad de har lyst til, og droppe alle de der taktiske tanker om fremtiden. Vi skal forsøge at fjerne angsten for at spilde tiden,« fortæller han.

»Jeg vil råde mine børn til at rejse. Men jeg vil også opfordre dem til at kigge ind i en tom væg i ny og næ. Jeg vil fortælle dem, at der ikke er grund til at panikke.«

Nikolaj Kopernikus finder det »forfærdeligt trist«, at vi er så optaget af vækst i dagens Danmark. At vi ikke synes, vores unge skal have et par år fri for skole for at tage ud og rejse. At de skal »hurtigt igennem«, så de kan blive en økonomisk gevinst for samfundet.

»Lad mig give et eksempel. Hvis nu jeg var arbejdsgiver og skulle ansætte to mennesker, der havde lige gode studentereksamener. Den ene kom lige fra skolen, mens den anden var et år ældre og havde været ti måneder i Indien. Jeg ved da godt, hvem jeg ville vælge. Det er måske lidt hårdt sat op, men man må ikke underkende alle de bløde værdier, der er i at tage på rejse. At stå ude i ingenting og vælge, om man vil gå i A-retning eller B-retning. Det er der, det bliver interessant. Og dét gavner dit liv på længere sigt,« siger han.

Meditationen

Når Kopernikus nævner, at han vil opfordre sine børn til at sidde og stirre ind i væggen, så er det ikke en metafor. Han øver sig nemlig på at gøre det selv. Helt bogstaveligt. Det er hans personlige måde at meditere på.

»I den verden, vi lever i, kan det føles decideret fysisk ubehageligt at slappe af engang imellem. Så man bliver nødt til at træne det. Jeg synes, det kunne være fedt, hvis vi kunne lade være med at »skulle noget« hele tiden. Sige til os selv: »I dag må jeg sidde i en stol og lave ingenting. Men så begynder folk at læse i en bog. Problemet er bare, at det også er at gøre noget. At lave absolut ingenting – det gad jeg godt blive bedre til,« forklarer han.

Særlig meditation vil han gerne slå et slag for. Det er undervurderet, mener han.

»Kig ind i en væg. Lav ingenting. Tænk på, hvor ekstremt dårlige vi er til netop det! Det er så yt. Men selv om politikerne ønsker, at vi går fra den ene uddannelse til den næste og fra det første job til det andet, så tror jeg, at vi vil få mere ud af at gå lidt ned i tempo. Altså, vi når det jo nok. Og hvad er det overhovedet, vi skal nå?« spørger han.

Han forklarer, at der er en form for utålmodighed i vores samfund. At når vi har plantet et frø, vil vi hele tiden grave jorden til side, for at se, hvor langt spiren er kommet.

»Vent nu og se, for helvede, til det kommer op! Vi bliver nødt til at forlige os med, at nogle ting skal modnes. På samme måde som mennesker skal modnes.«

Konkrete resultater er derimod synlige, nævner han. De er nemme at se, nemme at forholde sig til.

»Det er nemmere at forholde sig til penge, der går ind på kontoen lige nu – BANG! – end at forholde sig til de bløde værdier, en udlandsrejse kaster af sig. For eksempel er mine ti måneder i USA for næsten 30 år siden først noget, jeg går og registrerer som en bonus nu.«

Vild med »Vild med Dans«

Ligesom han ikke fortryder turen til USA, nægter han også at fortryde stort set alt andet, han har foretaget sig i livet. Sat på spidsen er der kun én større ting, han ville ændre: Inspireret af sin store datters glæde over at gå i gymnasiet ville han gerne selv have fået mere ud af sine tre år på uddannelsen. For han snød sig gennem det meste og gik glip af viden og færdigheder, siger han. Men den fortrydelse er undtagelsen, der bekræfter reglen for Nicolaj Kopernikus.

»Jeg er jo efterhånden blevet 47 år gammel, og jeg har opdaget nogle ting ved livet. Jeg har lært at skelne mellem de gode og dårlige valg, jeg har truffet. Der er klart ting, jeg burde have gjort anderledes, men jeg ærgrer mig aldrig over dem,« siger han.

»Når jeg en dag skal dø, bliver jeg ikke den, der vil sidde og tænke: »Hvorfor gjorde jeg ikke det?« Jeg tror på at gøre det, man har lyst til i øjeblikket og så deale med konsekvenserne bagefter.«

I virkeligheden er det ganske enkelt, mener han. For den eneste måde, man flytter sig på, er ved hele tiden at være nysgerrig. At turde udforske de områder, man endnu ikke har været i. Det er de samme steder, man kan brænde sig, har han lært. Men dybest set skylder man sig selv at prøve det hele af, forklarer skuespilleren. Personligt har han sagt ja til ting alene af den årsag, at han havde brug for at prøve dem. Et eksempel herpå er Vild Med Dans for fire år siden.

»Jeg havde sagt nej til at deltage otte-ni gange. Men så spurgte jeg mig selv: »Hvad fanden er det egentlig, der afholder dig fra det? Du kommer i megagod form. Du lærer at danse. Og der er endda god økonomi i det. What’s not to like?«

Der var noget, han ikke brød sig om. Mediekarrusellen og alt det andet udenomshalløj var forfærdeligt, siger han. Men selve træningen og showet var det hele værd. De 90 sekunder på gulvet foran snurrende kameraer, kritiske dommere og et levende publikum viste sig at være sindssygt brugbart for ham både som menneske og som skuespiller. At performe og blive bedømt så direkte af både eksperter og publikum var som teatret i en ultrakompakt og kontant form.

Han ved godt, at folks snobberi over Vild Med Dans var en af grundene til, han takkede nej til at deltage så mange år i træk. Men han anser netop snobberi for at være en lige så fjollet ting, som folks manglende evne til at tage det roligt. Mange i hans branche synes, at det er meget finere at lave dramatiske film i forhold til komedier. Men det er selvmodsigende, mener han, for det er sindssygt svært at lave god komedie. Kopernikus veksler ofte mellem begge genrer. Tag bare for nylig, hvor han gik direkte fra komedien »Shakespeares samlede værker« på Bellevue Teater til den aktuelle »Indenfor Murene« på Folketeatret, der skildrer ulykkelig kærlighed på tværs af trosretninger.

»Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere spekulerer så meget på, hvad andre mennesker tænker om mig. Altså – jeg tror virkelig, du går galt i byen, hver eneste gang du går ned ad den vej. For hvem er de »andre mennesker« egentlig? Halvdelen synes sikkert, det er en fed ting, du har gang i, og den anden halvdel synes, det er en elendig ting. Kun hvis der er fare for at svigte andre mennesker direkte, skal du tænke over, hvad andre synes,« siger han.

Det er vigtigt at modkæmpe »spøgelserne« – de uformulerede forhindringer - man møder på sin vej, siger han. For eksempel fik han ikke en eneste negativ kommentar i forbindelse med deltagelsen i danseprogrammet på TV2.

»Faktisk bruger folk nærmest ingen tid til at tænke på ens valg og fravalg. Det er derfor, jeg kalder forhindringerne for »spøgelser«. For de foregår udelukkende oppe i ens hoved. Det er en af de ting, alderen har været god til at hjælpe mig med at forstå.«

Forbaskede primtal

Netop ordet »alder« tænder noget i Kopernikus. Han standser talestrømmen for en tid og fortsætter så i det rolige tempo, der har præget hele interviewet.

»Alder er noget mærkeligt noget. Et underligt koncept. Lige nu er jeg 47, ja. Det er sådan et pænt træls tal,« siger han og besvarer straks spørgsmålet »hvorfor?«

»Jeg kan huske, det var megafedt at fylde 40. Rundt og dejligt. 41 føltes til gengæld som ingenting. Så fandt jeg ud af, at det er alle primtallene, der irriterer mig. 41. 43. 47. Kan du ikke høre det?«

Alderen føles også underlig for ham, fordi han som 47-årig må være midt i livet. Eller halvvejs i graven, for den sags skyld. Men han føler sig »enormt ung på alle måder«, siger han og smiler.

»Jeg opfatter ikke længere mit liv som sådan en lineær ting. Men mere som noget, der går i cirkler. Hvis tingene er lineære – så bliver det alt for tydeligt, at du er halvvejs i dit liv, og traditionen tro er det ikke de fedeste år, der venter. Gennem de briller bliver livet meget brutalt at kigge på,« siger han.

»Tidligere provokerede det mig virkelig at tænke på livet som cirkulært. Jeg forstår det meget, meget bedre i dag. Det lyder måske lidt zen-buddhistisk, men jeg tror snarere, det er aldersbestemt. Du bliver nødt til at opleve en masse. Derefter skal du forstå dine oplevelser. Og så forsvinder den lige linje.

At Nikolaj Kopernikus er med på lidt af hvert demonstrerer denne musikvideo, han lavede i samarbejde med Miljøstyrelsen: