Jesper Koefoed, kommende chef for EY i Danmark og manden bag den storstilede fusion, havde forventet, at den store sammenlægning var blevet godkendt på et møde hos Konkurrencestyrelsen i går. »Internt og af praktiske hensyn har vi derfor planlagt ud fra denne dato i håb om en godkendelse. Dette viste sig desværre ikke at holde stik,« skrev Jesper Koefoed på EY/KPMGs intranet i går.

Nu bliver fusionen sendt videre til den såkaldte fase 2, hvor Konkurrencestyrelsen skal træffe en afgørelse inden for 90 dage.

Berlingske erfarer, at Koefoed var så sikker på godkendelsen, at flere medarbejdere havde fået besked på at flytte med udgangspunkt i godkendelse af fusionen i denne uge. Koefoed vurderer over for medarbejderne, at sammenlægningen bliver endeligt godkendt og er på plads i slutningen af første halvår. Konkurrencestyrelsen kan ikke bekræfte oplysninger, så længe sagen behandles.

»Fusionssager kører ikke offentligt. Men jeg kan sige, at der har været rådsmøde, og der blev ikke truffet afgørelse i denne fusionssag,« siger Martin Nyvang, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Krigen på revisormarkedet blev udløst, da Jesper Koefoed sammen med en stribe andre partnere valgte at forlade KPMG og i stedet gå over til EY. Til at redde resterne af KPMG blev den tidligere NKT-chef Thomas Hofman-Bang valgt som ny chef. I første omgang er han lykkedes med at beholde prestigefyldte kunder som Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk, men langt hovedparten er gået over til Jesper Koefoeds nye fusion.

Hofman-Bang glæder sig over udskydelsen.

»Konkurrencemyndighedernes beslutning om at tage sig yderligere tid til at vurdere fusionen afspejler efter vores mening den effekt, som fusionen kan få på markedet, og vi noterer os med tilfredshed, at myndighederne behandler fusionen så grundigt,« siger han.

Det danske revisormarked er som det globale marked domineret af de såkaldte »big four«, der udover EY og KPMG tæller Deloitte og PWC.