Topchefer i dansk erhvervsliv er så småt begyndt at tage de sociale medier til sig. Først og fremmest finder vi i Danmark de store erhvervsprofiler på det professionelle netværk Linkedin, mens Facebook stadig betragtes som privat og et farligt land for topchefer. Twitter ser man dem heller ikke meget på, selv om det er blevet et aktivt redskab for amerikanske topchefer og bruges til at sætte en dagsorden.
Den aktivistiske investor, multimillardæren Carl Icahn har flere gange påvirket Apples aktiekurs med twitter-beskeder, først annoncerede han i 2013 et køb af aktier i Apple. Det fik straks markedsværdien på Apple til at stige 17 mia. dollar. Sidste år lancerede han et åbent brev, hvor han mente, at Apple skulle iværksætte et større tilbagekøbsprogram. Igen steg aktien.
I Danmark bruger topchefer sociale medier mere sporadisk. Vi har spurgt en af de mere aktive, adm. direktør Jesper Koefoed fra revisorgiganten EY, om hans overvejelser. Han er på Facebook, LinkedIn og Twitter.
Hvordan bruger du de sociale medier professionelt?
LinkedIn bruger jeg professionelt. Senest også Twitter – dog i mindre omfang og mere passivt. Facebook er overvejende privat, men grænserne er ikke trukket så skarpt op, at jeg ikke også kan have kontakt til kollegaer, forretningsforbindelser og andre i professionelle sammenhænge på Facebook. Afgørende er dog, at jeg også ses med de pågældende i uformelle sammenhænge. Jeg er ikke konstant på, men der er f.eks. kunder, som jeg følger tæt, hvis de er meget aktive.
På LinkedIn poster du EY-analyser og relevante informationer fra EY. Har du overvejet at udvide det til holdningsmæssige tilkendegivelser?
Jeg anvender primært LinkedIn til at dele og synliggøre den store mængde offentligt tilgængelig viden, vi har i EY. Det kan være thought leadership i form af rapporter, analyser, nyheder og andet. Jeg tager afsæt i EYs company page, og fortæller mit netværk om seneste nyt, ligesom jeg følger med i, hvad andre deler med mig. Jeg betragter mig ikke som en meget aktiv bruger af sociale medier. Der er mange andre, der i højere grad end mig udnytter de muligheder og prioriterer flere opdateringer, flere holdninger, mere dialog og interaktion.
Har EY en politik for sociale medier, som omfatter de ansattes brug, dvs. sætter grænser for, hvad de må sige og gøre?
Ja, men det handler ikke kun om at sætte grænser – også om at åbne op. Ligesom jeg deler information om og fra EY med mine kontakter, så er der jo et enormt potentiale i, at mere end 1.700 medarbejdere i EY i Danmark eller vores 190.000 medarbejdere i EY globalt er i dialog med kunder og kolleger. Politikken skal sætte rammerne, og meget kort handler de om at være bevidst om, at det private og professionelle smelter sammen, om at kende vores generelle krav til sikkerhed og fortrolighed og ellers blot at huske sund fornuft.
Hvad får EY ud af sociale medier?
Sociale medier giver os mulighed for at skabe og vedligeholde professionelle relationer, styrke rekrutteringen og holde kontakt til tidligere medarbejdere. De giver en mulighed for at øge EYs synlighed og positionere EY som førende i markedet, f.eks. at reagere hurtigt med information om lovændringer og lignende, som kan have betydning for vores kunder. Styrken i tætte relationer og netværk betyder rigtigt meget i revisions- og rådgivningsvirksomheder og andre typer af professional service firms.
På Facebook lægger du private ting frem, f.eks. cykelruter, vinsmagning og en bøde fra spansk politi for at overhale en bil venstre om. Tænker du på, at der er andre, som kigger med?
Nu overhaler man jo normalt venstre om, men i dette tilfælde i min ferie var jeg på cykel! Ligesom mine kolleger og mange andre, der bruger sociale medier, skal jeg være bevidst om, at arbejdsliv og privatliv også blandes på sociale medier, og finde den rette balance. Jeg synes ikke, at jeg deler noget, som ikke kan tåle, at journalister og forretningsforbindelser kigger med. Det er i øvrigt også en god rettesnor. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt noget er upassende eller bør deles, så er det ofte en god idé at lade være.