Nattens Oscaruddeling er helt uforudsigelig
Oscaruddelingen er helt uforudsigelig i år. »Birdman« og »Boyhood« skyder bryst i de vigtigste kategorier, mens »Teorien om alting« og »American Sniper« kan overraske.
Oscaruddelingen er helt uforudsigelig i år. »Birdman« og »Boyhood« skyder bryst i de vigtigste kategorier, mens »Teorien om alting« og »American Sniper« kan overraske.
LOS ANGELES: Hvis man er talnørd, kan det anbefales, at man går ind på hjemmesiden www.oddschecker.com, hvor alle Oscar-nominerede får odds med på vejen. Hvis man ikke er så detaljeorienteret, men alligevel gerne vil se Oscar-showet på TV-natten til mandag, kan det være nok at læse denne artikel.
I tirsdags var der deadline for de 6.124 stemmeberettigede medlemmer af det amerikanske filmakademi, der kunne give deres besyv med. Når disse linjer læses, har revisorerne fra PricewaterhouseCoopers talt stemmerne op, og de ligger forseglet i fine guldkuverter. Klar til at blive uddelt om ganske få timer.
Og hvem vinder så? Det eneste logiske svar er: »De af de nominerede, der får flest stemmer«. Men alligevel ikke helt, for i kategorien »Bedste film« bliver man bedt om at rangere alle film, og det gør, at filmen med bredest opbakning vil vinde. Film som »Whiplash« og »The Grand Budapest Hotel« er formentlig for egensindige til at vinde sammenlagt, mens »The Imitation Game« nok er for meget en genrefilm. I Danmark ville mange formentlig grine, hvis Clint Eastwoods »American Sniper« gik hen og vandt, fordi den på os virker for enøjet amerikansk, men sådan ser de amerikanske akademimedlemmer ikke nødvendigvis på det. Clint Eastwood har pr. tradition en høj stjerne i Hollywood, og samtidig er man sikker på, at alle, der stemmer, har set filmen, da den er hans største kommercielle succes gennem tiderne. »Selma« handler om Martin Luther King og har dermed bred sympati rent politisk, ligesom »Teorien om alting« er en typisk Oscar-favorit af de mere intime, fordi den handler om en genial mand, der trodser sygdom. Filmen er baseret på Stephen Hawking, der lider af ALS.
Alligevel tror jeg mest på enten Alejandro G. Iñárritus »Birdman« eller Richard Linklaters »Boyhood«. »Birdman« med Michael Keaton er en overlegen opvisning i snart sagt alle filmmediets muligheder, mens »Boyhood« bringer flere følelser i spil. Begge film blev belønnet med seks stjerner af stribevis af danske filmanmeldere, og jeg tipper selv – i modsætning til bookmakerne – at »Boyhood« vinder. Også fordi Richard Linklater er et barn af både Hollywood og amerikansk independent-film. Akademimedlemmerne vil simpelthen helst se ham tage imod statuetten på scenen, men de vil formentlig også gerne give Alejandro G. Iñárritu en belønning, og det kunne så passende være prisen som bedste instruktør.
I kategorien »Bedste kvindelige hovedrolle« tilslutter jeg mig bookmakernes bud på, at Julianne Moore vinder for »Still Alice«, hvor hun spiller en kvinde, der får alzheimers. Hun har været nomineret fire gange før, så hun har længe sat i banken til en gevinst med sit modige og uforfængelige spil. Den tætteste konkurrent må være Felicity Jones, der spiller over for Eddie Redmayne i »Teorien om alting«.
Eddie Redmayne kan også godt gå hen og vinde en Oscar. Alene det, at han allerede har vundet mange andre priser i år, gør ham til favorit, men han står over for en særdeles stærk modstander: Michael Keaton som den sympatiske, lettere fallerede skuespiller i »Birdman«. Akademimedlemmerne kan se Keatons egen historie som et ekko i filmen, og det kan godt være, at filmens soundtrack er jazz i fri dressur, men Keatons præstation er også improvisationsmusik. Bradley Cooper er nomineret for sin hovedrolle i »American Sniper«, og det er tredje år i træk, men det vil være en stor overraskelse, hvis han går hen og vinder denne gang.
Kun Edward Norton i rollen som krukket skuespiller i »Birdman« kan i kategorien »Bedste mandlige birolle« true J. K. Simmons, der spiller en stærk, hårdkogt musiklærer i »Whiplash«. Sidstnævntes intensitet har længe været i søgelyset til en belønning, som formentlig kommer nu. Patricia Arquette, der spiller mor i »Boyhood«, er efter nogle år i anden række blevet favorit til at vinde en Oscar for bedste kvindelige birolle, og hverken Meryl Streep med sin 18. nominering (rekord for skuespillere) eller Emma Stone som nævenyttig misbrugerdatter i »Birdman« kan formentlig komme på tværs.
I kategorien »Bedste udenlandske film« mangler vi svenske Ruben Östlunds »Force Majeure«, og det er mærkværdigt, at både Estland og Mauretanien har film med helt fremme. Så kan jeg bedre forstå »Wild Tales« fra Argentina, der dog ikke kommer op på siden af den polsk-danske »Ida« eller den russiske »Leviathan«. Hvis »Ida« vinder, vil det være forventet, for den vandt rub og stub ved European Film Awards i Riga i december måned. Hvis »Leviathan« løber med statuetten, kan Andrey Zvyagintsev takke Vladimir Putin for gennem det seneste år at gøre hans film mere relevant dag for dag.