Der skrives dansk teaterhistorie i disse dage, hvor forsalget til musicalen »Dirty Dancing« nærmer sig 170.000 billetter. Ingen dansk teaterforestilling har endnu kunnet tiltrække så stor publikumsinteresse, inden tæppet er gået for den første forestilling. Samtlige opførelser i Tivoli, hvor musicalen har premiere torsdag 26. februar, er udsolgt. Det samme gælder stort set også de 26 opførelser i Musikhuset Aarhus i maj, og allerede nu er der solgt næsten 10.000 billetter til repremieren i Operaen næste sommer.

Så der er ikke noget at sige til, at direktør Jesper Winge Leisner fra The One and Only Company, som producerer forestillingen i samarbejde med Tivoli, er begejstret – men også ydmyg.

»Vi havde aldrig forestillet os, at den ville gå så godt. Da vi satte de første billetter til salg, ville vi have været glade for at komme op på 60-65.000,« siger han og tilføjer:

»Det lægger selvfølgelig et ekstra pres på os. Nu skal der leveres, og det kan vi også mærke på spillerne. Det er altid vigtigt med en god premiere, men denne gang er der virkelig koncentration på.«

Men hvad er det ved netop »Dirty Dancing«, der i den grad har fået publikum til lommerne – til billetpriser, der løber op i over 800 kroner for de dyreste? Jesper Winge Leisner tøver ikke med at give filmen »Dirty Dancing« fra 1987 med Patrick Swayze og Jennifer Grey i hovedrollerne den største del af æren.

»Der er ikke mange, der ikke har set filmen, som jo blev et globalt ungdomsfænomen for flere generationer,« siger han.

»1960erne, hvor handlingen foregår, forbinder vi herhjemme typisk med ungdomsoprøret, brud med autoriteterne og de borgerlige værdier og en stigende bevidsthed om seksualitetens rolle. Og 1980erne, da filmen kom frem, var også en løssluppen tid, hvor følelser kom til at betyde en masse efter 70ernes krisetid. Så den rammer et spænd på 20-30 år, hvor en masse mennesker oplevede en form for frigørelse. Jeg tror, at der er en stor genkendelse og lyst til at mindes dengang, både hos dem, der er gamle nok til at huske 1960erne, og dem, der var unge i 80erne og lige så tydeligt husker den første gang, de hørte »The time of my life«.«

At det også er en film, der især taler til det kvindelige publikum, der traditionelt står for indkøb af teaterbilletter, har næppe gjort efterspørgslen mindre.

»Det er en forestilling, som mormødre kan invitere både deres døtre og børnebørn med ind at se,« siger Jesper Winge Leisner.

Boyband-hysteri

Teaterforsker Stig Jarl, Københavns Universitet, er enig i, at filmens popularitet har spillet en væsentlig rolle for det store forsalg.

»Det var virkeligt filmen, som alle teenagere skulle se i de år, især pigerne,« siger han. »Men det er også en forestilling, der har været meget effektivt markedsført med TV-reklamer meget tidligt. Der er skabt noget, der mest af alt minder om et godt gammeldags boyband-hysteri omkring især hovedrollen, Silas Holst. Og så tror jeg også, det har betydet noget, at det er en forestilling med rigtigt megen dans, som vi har fået ekstra fokus på de senere år, bl.a. takket være »Vild Med Dans« i fjernsynet.«

Musical og musikteater i det hele taget er i de senere år blevet danskernes foretrukne teaterform, og det har med mellemrum ført til nogle rigtige »kioskbaskere«, konstaterer Stig Jarl.

»Men når det er blevet så vildt med lige netop »Dirty Dancing«, handler det nok også om, at tingene går i selvsving. Når det begynder at gå godt, skal alle pludselig sikre sig en billet. Og så går det rigtigt godt,« siger han.

Ifølge Danmarks Statistik har danske teatre de seneste fem sæsoner tilsammen solgt mellem 1,6 og 1,7 mio. billetter årligt. Så når en enkelt forestilling pludselig popper op med et forsalg, der svarer til ti procent af det samlede årlige billetsalg, skulle man tro, at i hvert fald en del af det salg går fra andre i branchen, mener Stig Jarl.»I en årrække gik publikumstallet ned, og selv om det har stabiliseret sig, må man alt andet lige formode, at når en forestilling sælger så meget som »Dirty Dancing«, tager man det fra nogle andre,« siger han. »Men dybest set ved vi det ikke, og vi ved heller ikke, hvilke andre teatre det i givet fald går ud over. Det kan også være, at folk bare bruger færre penge på noget helt andet end scenekunst.«

Umiddelbart forventer han, at især musicalteatre vil opleve et lavere billetsalg som konsekvens af »Dirty Dancing«s succes, mens andre typer forestillinger næppe påvirkes. Men spørger man andre teatre med musical på plakaten i denne sæson, lyder svaret nærmest som med én mund, at de ikke har mærket noget.

»Helt grundlæggende tror jeg på, at hvis bare folk får en god oplevelse, så har det en selvforstærkende effekt, så de får lyst til at opleve mere,« siger teaterdirektør Søren Møller fra Fredericia Teater, der sidste år havde stor succes med »Den lille Havfrue« og allerede oplever et godt forsalg til efterårets nye satsning, »Shu-Bi-Dua – The Musical«.

»Selvfølgelig er der ikke et uendeligt råderum til kulturforbrug, men der er en tendens til, at folk bruger flere penge på kultur, og jeg tror ikke, vi har set maksimum endnu,« siger han. »Vi oplever, at mange kommer i teatret for første gang til de her forestillinger – også rigtigt mange børn, så på den måde får vi skabt en ny generation af teatergængere. Generelt tror jeg ikke, at musikteater stjæler fra musikteater.«

Jo mere, desto bedre

Heller ikke Aarhus Teater, som netop har haft premiere på »My Fair Lady«, har ifølge pressechef Morten Daugbjerg mærket konkurrence fra »Dirty Dancing«, og det samme gælder Det Kongelige Teater, der har »Cabaret« på plakaten til april.

»Vi skal ikke være så bange for at kannibalisere hinanden. Jeg tror på, at jo større udbud, jo bedre er det for os alle sammen,« siger vicedirektør Henrik Sten Petersen.

Det Kongelige Teater har de seneste to år åbnet dørene for Fredericia Teaters »Aladdin« og »Den lille havfrue« i Operaen og lægger til næste år gulv til »Dirty Dancing«. Henrik Sten Petersen er overbevist om, at den strategi kan være en døråbner for nogle af dem, der aldrig før har været i Det Kongelige Teater.

»Her på teatret tror vi helt stålfast på, at det, vi har at tilbyde, er unikt. Men der er mange, der ikke ved noget om det endnu. Derfor handler det også om at komme på kulturradaren hos folk, hvor man ikke er i forvejen,« siger han.

Indehaver af danmarkshistoriens hidtil bedst sælgende forestilling er Det Ny Teater, der i 2000 og de følgende to sæsoner solgte flere end en halv million billetter til musicalklassikeren »The Phantom of the Opera«. I år har teatret foreløbig solgt 50.000 billetter til »Billy Elliot«, og det er teaterdirektør Niels-Bo Valbro godt tilfreds med.

Han er dog kun delvis enig i, at et øget udbud genererer øget efterspørgsel hos publikum.

»Det er rigtigt, at publikumsefterspørgslen i vidt omfang er elastisk, men den er ikke uendeligt elastisk,« siger han. »De seneste ti år har der været en tendens til, at salget til de helt store store forestillinger, som man kunne kalde blockbustere, er blevet større, mens salget til de knap så sælgende er blevet mindre.«

Det er imidlertid ikke Kasper Wiltons umiddelbare erfaring. Han er direktør for Folketeatret og formand for Danske Teatres Fællesorganisation. Og han oplever ikke, at en blockbuster som »Dirty Dancing« støvsuger markedet for kunder.

»På Folketeatret har vi ikke mærket noget,« siger han. »I efteråret havde vi en belægning på over 100 procent til »Skatteøen«, som jo også er en musical, og de to forestillinger, vi spiller nu, »Bang og Betty« og »Indenfor murene« er også udsolgt i hele spilleperioden. Jeg tror faktisk, at der er plads til os alle sammen.«

Den eneste måde, »Dirty Dancing« efter Kasper Wiltons mening kan få en negativ effekt på resten af teaterbranchen, er, hvis forestillingen ikke lever op til forventningerne og giver ikke mindst det publikum, der er i teatret for første gang, en dårlig oplevelse.

»Hvis forestillingen er god, er jeg kun glad, for så kan det være, at folk får mod på noget mere. Hvis den er dårlig, er det noget skidt,« siger han. »Så »Dirty Dancing« har en megastor forpligtelse til at lave noget godt.«