Efter fire døgns menneskejagt på gerningsmænd og medskyldige i terrorangrebet i Barcelona er brikkerne ifølge spansk politi begyndt at falde på plads.
Den formodede fører af den varevogn, der blev anvendt til at dræbe 13 og såre over hundrede på Ramblaen i Barcelona, blev mandag skudt og dræbt af spansk politi.
Tirsdag morgen blev fire mistænkte fremstillet for en dommer i Madrid. Blandt de anholdte er to brødre til gerningsmænd, der deltog i fredagens bilangreb i byen Cambrils nær Barcelona.
Dermed er alle kendte medlemmer af den formodede terrrorgruppe identificeret, siger myndighederne.
»Vi ledte efter 12 personer, og nu er de alle døde eller i politiets varetægt,« sagde den spanske politileder Josep Lluís Trapero ifølge Reuters.
De fleste mistænkte, hvoraf den yngste blot er 17 år, stammer fra landsbyen Ripoll, 100 kilometer nord for Barcelona. Centralt i politiets efterforskning står nu tidligere imam i landsbyen, den 45-årige nu afdøde Abdelbaki Es Satty.
Alle kendte alle
Imamen mistænkes for at have radikaliseret medlemmerne af gruppen og for at være idémanden bag et planlagt angreb i Barcelona med store mængder sprængstof. Den narkodømte prædikant har desuden haft kontakt til radikale miljøer i Belgien og til en gerningsmand bag serien af togbomber i Madrid i 2004.
Den lille landsby ligger i et relativt velhavende område for foden af Pyrenæerne. To af de centrale mistænkte gerningsmænd, brødrene Younes og Houssaine Abouyaaqoub, viste umiddelbart ingen tegn på radikalisering i den lille flække, hvor alle kender alle, forklarer Dolors Vilalta, ungekonsulent i kommunen til avisen The Guardian.
»Vi er i chok. Disse drenge voksede op blandt os. Der er ingen ghetto her, de var vores naboer,« siger hun til avisen.
19-årige Houssaine Abouyaaqoub arbejdede indtil for nyligt i en fastfoodbar, hvor han ifølge kolleger var vellidt. De to brødre spillede fodbold og havde et stort netværk i landsbyen. I løbet af kort tid var især storebroren, den 22-årige Younes Abouyaaqoub, dog blevet stærkt troende.
»De må være blevet hjernevasket. Ellers kan jeg ikke se, hvorfor de skulle have gjorde dette,« siger en skolekammerat til The Guardian.
Ifølge politiet var det den 22-årige, der sad bag rattet under varevognens dødskørsel på gågaden i Barcelona. En syvårig dreng var blandt de dræbte. Den 22-åriges lillebror deltog dagen efter i et lignende angreb i Cambrils, der kostede en kvinde livet.
Mandag endte den fire døgn lange menneskejagt, da Younes Abouyaaqoub konfronterede politiet iført en bombevest, der dog viste sig at være en attrap. Han blev skudt og dræbt 30 kilometer fra Barcelona efter at have stjålet en bil og dræbt føreren.
Kendte Madrid-bombemand
I månederne forud for angrebet var de to brødre og flere af de øvrige mistænkte angiveligt kommet under stadig større indflydelse af den narkodømte imam, Abdelbaki Es Satty, mener efterforskere. Imamen var kommet til landsbyen to år forinden.
»Han var som en guru i en sekt, der indfangede nogle drenge og forførte dem ind i disse grusomme, barbariske handlinger,« siger borgmesteren i Ripoll, Jordi Munell, til The Guardian.
Imamen havde en blakket fortid. I 2012 afsonede han to års fængsel for at smugle hash fra Marokko til Spanien. I fængslet kom han i kontakt med Rachid Aglif, en af gerningsmændene bag en serie togbomber, der i 2004 dræbte 192 i Madrid. Ifølge bekendte var Abdelbaki Es Satty ikke religiøs før fængselsopholdet.
Sidenhen var han mistænkt, men blev hverken anholdt eller afhørt, for at hverve krigere til Islamistisk Stat i Syrien, skriver den spanske avis El Pais.
Sidste år opholdt imamen sig i tre måneder i Belgien, hvor han søgte at blive ansat som imam ved en moské i Vilvoorde nær Bruxelles. Ifølge de belgiske myndigheder har mindst 20 personer fra Vilvoorde sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien. Imanen blev dog afvist af moskeen på grund af sine ekstreme holdninger.
I den spanske landsby målrettede Es Satty tilsyneladende sin hvervekampagne mod unge brødrepar - et mønster, der kan gøre det sværere for den enkelte at bryde ud af radikale miljøer. Tre brødrepar er blandt gruppen af de 12 mistænkte og dræbte.
Abdelbaki Es Satty omkom kort før angrebet i Barcelona ved en natlig eksplosion på en adresse i byen Alcanar 200 kilometer fra Ripoll. Flere end 100 gasflasker og sprængstof blev fundet på stedet. Ifølge efterforskere planlagde gerningsmændene et langt mere dødbringende angreb med sprængstof læsset på køretøjer, men eksplosionen fik gruppen til i hast at slå til uden sprængstof - og uden gruppens formodede indpisker, der lå død i murbrokkerne.
De fire anholdte ventes i dag af afgive forklaring ved en domstol i Madrid.
