Selvfølgelig kunne hun svømme, hun havde jo lært det dengang i folkeskolen. I hvert fald lidt brystsvømning.

Men for seks år siden, da Maja Haastrup Ishøi begyndte at dyrke triatlon, fandt hun ud af, at hun var elendig. At hun ikke var i stand til at svømme mere end nogle få baner. Når hun forsøgte sig med crawl, slyngede hun først den ene arm voldsomt gennem luften, så hånden plaskede ned og lavede bobler. Og så den anden. Det føltes som et forsøg på alene at overleve.