Når man bliver angst af at google

Hun var et mærkeligt barn. Skreg hele tiden og var bange for alt.

36-årige Anne Pejrup Madsens allertidligste erindring er følelsen af frygt. I dag har hun stadig angst. For at blive syg. For at blive smittet med en mavevirus eller have en diskosprolaps. Men især for at have smerter resten af livet.

»Jeg tror, at jeg er født med angsten. Så snart jeg mærker det mindste i min krop, overtolker min hjerne det helt vildt. Jeg kan ikke holde det ud. Og jeg tænker, at i virkeligheden fejler jeg måske noget virkelig alvorligt, som lægerne ikke har fundet ud af. Jeg har haft rygproblemer og været fuldstændig overbevist om, at jeg lider af gigt og et par andre diagnoser – som så er blevet afkræftet hver gang af lægerne, som har erklæret mig rask.«

Hun bruger især internettet til at finde information om sygdomme i håb om at blive beroliget. Men som regel har det den modsatte effekt. I perioder googler hun sygdomme hver dag.

»Generelt er jeg meget bange for mavesygdomme. Så det har jeg søgt om på nettet og også om alle mulige kroniske sygdomme. Jeg tror, jeg kan Gigtforeningens hjemmeside udenad. Jeg søger også efter alternative behandlere og immunforsvaret generelt. Når det kommer til sund levevis, den nyeste forskning om kroppen og sygdomme, sluger jeg alt, hvad der er. Hvis man ikke er, som jeg er oppe i hovedet, kan det jo være en meget god interesse. Men for mig er det nok mere dårligt end godt, fordi jeg slet ikke kan styre det. For jeg kan jo se, at jeg ikke har fejlet det, jeg har troet. Og hvis ikke al den her information fandtes, ville jeg nok bare stole på lægerne,« siger Anne Pejrup Madsen, der arbejder som optiker, er gift og har to børn.

»Det, jeg er bange for, er ikke så meget at dø. Det er nok mere at have smerter hele livet.«

Diagnosen sygdomsangst

Omkring to procent af den voksne befolkning, ca. 86.000 danskere, lider af diagnostisk sygdomsangst, også kendt som hypokondri, ifølge Psykiatrisk Center Københavns Liaison-Klinik, som behandler patienter med lidelsen. Mange bruger som Anne Pejrup Madsen internettet til at søge information, og for nogle bliver det til en selvstændig lidelse kaldet »cyberkondri« – et begreb, som blev introduceret af Microsoft i 2008 og dækker over digital sygdomsangst.

Det kan de godt genkende hos både Liaison-Klinikken og Angstforeningen.

»Via de samtaler, vi har med vores medlemmer, kan vi forstå, at de tit har googlet sygdomme på nettet. Vi lever i en teknologisk tidsalder, hvor det er lettere at få informationer om sygdom – og så kan folk også nemmere lade sig skræmme, fordi de kan få deres symptomer til at passe på en hel masse diagnoser. Vi møder mange, som tit tolker harmløse symptomer som alvorlig sygdom. Hvis de har ondt et sted, tænker de, at de har kræft i stedet for at tænke, at de har lavet en forkert øvelse til gymnastik. For man kan meget nemt have et symptom, der kan være billede på alt fra en dødelig sygdom til noget fuldstændig harmløst. Man kan have ondt i maven, fordi man har mavekræft, eller fordi man er sulten eller nervøs,« siger Marie Särs Andersen, daglig leder af Angstforeningen.

»Hvis man har en tendens til sygdomsangst, og ens fantasi kan løbe af med en, er det nok en bedre ide at gå til lægen i stedet for at sidde på Google og finde syv forskellige sygdomme, man kan dø af.«

57 pct. af de danske internetbrugere søger informationer om sundhed og sygdom på nettet ifølge Danmarks Statistiks nyeste tal for 2013. Det er især sundhedssider som sundhed.dk, sundhedsguiden.dk og netdoktor.dk, der er populære – sidstnævnte besøger ca. 400.000 danskere hver måned.

»Hvis vi går til eksperterne, er der jo grænser for, hvor mange spørgsmål vi kan stille. På nettet kan man blive ved, til man synes, at man har fundet svar. Vi ser eksempler på folk, som møder op til lægen med en masse udskrifter fra nettet. Der er en tendens til, at man bliver eksperter på det, man fejler, og lægen kan jo ikke hamle op med hele befolkningen. Nogle patienter møder op og har en viden, som overgår lægens. Men selv i den situation vil meget få afvise lægen og sige: »Jeg ved mere end dig.« For der er stadig behov for eksperter til at sortere i al den viden, som er tilgængelig i dag,« siger Niels Ole Finnemann, professor på Aarhus Universitet, som bl.a. forsker i internettets sociale betydning.

»For nogle er det et problem i sig selv at få indsigt, fordi det fremkalder angst. Der er sket den her videnseksplosion, som er drivkraften bag internettet, og vi står nu i et skæbnevilkår og skal tage stilling til, hvor meget vi vil have at vide. Skal vi for eksempel få kortlagt vores gener? Skal vi have det at vide? Vil vi det?« spørger han.

Angsten vil altid være en del af livet

For Anne Pejrup Madsen er angsten en integreret del af livet. Hun har den altid i baghovedet og i perioder mere end andre. Når det er værst, reagerer hun fysisk og voldsomt. Hendes tænder begynder at klapre og hun ryster så meget, at hun er nødt til at sætte sig på sine hænder for at få det til at stoppe.

»Når det er meget voldsomt, får jeg anfald og øget hjertebanken. Halsen snører sig sammen, så jeg føler, at jeg ikke kan spise særlig meget. Så jeg har tabt mig meget i de perioder. Og så får jeg også kvalme og tynd mave. Og det kan komme simpelthen i løbet af bare fem minutter. Helt ud af det blå. Det har haft sin pris i forhold til arbejde og familie, for i rigtig dårlige perioder har jeg ikke overskud til andet end at holde sammen på mig selv.«

Når hun googler symptomer og sygdomme, er det i håb om at få en viden, som kan hjælpe hende – en viden, som lægen måske ikke har.

»Jeg søger på nettet og finder noget, som jeg synes passer på mine symptomer, og så tænker jeg, at det måske er noget, som lægen har overset. Det er nok en grundlæggende mistillid til autoriteterne. Har de nu tænkt på det hele? Også fordi man hører så meget om, at det er gået galt i sundhedsvæsenet, og om folk, der er blevet fejlbehandlet. Og så tænker man, at det er en god ide at tage tingene i egne hænder og være forberedt, før man går til lægen,« siger Anne Pejrup Madsen.

Flere og flere lider af sygdomsangst

Jette Dam-Hansen er næstformand i Lægeforeningen og selv praktiserende læge. Hun og hendes kolleger møder i stigende grad patienter, der som Anne Pejrup Madsen lider af sygdomsangst og søger information om sygdomme på nettet, fortæller hun.

»Nettet har da givet en stigning i det her. Jeg kan sagtens genkende det og er ikke modstander af, at folk kommer og har læst på nettet og er velforberedt til konsultationen. Men man kan ikke stille diagnoser på sig selv. Nettet er jo rigtig fint til at hjælpe os, men problemet med at søge på nettet er at sortere i alle de her oplysninger. For selv de mest fredelige symptomer kan være tegn på en dødelig sygdom. Jeg siger faktisk ofte til mine patienter, som lider af sygdomsangst, at jeg ikke synes, at de skal gå på nettet, fordi det forstærker deres angst.«

Jette Dam-Hansen erkender, at patienter i dag oftere sætter spørgsmålstegn ved lægernes ord – og at det nogle gange fører til konflikter mellem læger og deres patienter.

»Der bliver sat flere spørgsmålstegn i dag, fordi der er mere viden, men det tænker jeg er ok. Det, der er svært, er, at rigtig meget i vores fag ikke er noget, man kan sætte to streger under. Det er ikke altid, at to plus to giver fire i vores regnestykke. Og det skaber da konflikter med patienternes opfattelse, fordi det ikke er så simpelt. Man kan ikke udstikke de her garantier. Og nogle gange tror patienterne, at de fejler noget bestemt, og så vil de gerne have taget den blodprøve og få lavet den undersøgelse – lidt som om det er et supermarked. Men sådan er vores sundhedsvæsen ikke bygget op. Der skal være en faglig baggrund for de undersøgelser,« siger Jette Dam-Hansen, som også tror, at tendensen hænger sammen med en generel sundhedsfiksering, der præger tiden.

»Det er udtryk for, at vi lever i et samfund, som er utrolig sundhedsfikseret. Mængden af stof om sundhed i medierne er eksploderet, og det er blevet til en hel dyrkelseskultur. Folks angst og forestillinger har altid været der. For de fleste af os kan godt lide livet og vil gerne være her. Men nu er der en masse viden at bygge angsten på.«

Det hjalp at snakke om det

Angsten er hos Anne Pejrup Madsen blevet lindret af et forløb hos en psykolog, som har lært hende at dæmpe sin angst frem for at give den styrke. Når hun bliver angst, får hun ofte lyst til at gå til lægen for at få taget prøver. I stedet forsøger hun at lade sig styre af fornuft og fortælle sig selv, at hun med stor sandsynlighed ikke er syg – og at selv hvis hun er, behøver det ikke være så slemt, som hun tror.

»Jeg har fået nogle redskaber til at ændre de her automatiske tanker, jeg får. Ved for eksempel at tænke: »Hvad er det værste, der kan ske? At jeg bliver syg? Hvad er så det værste? At det er ubehageligt. Og hvad sker der så? Jamen, så sker der ikke andet end at det går over efter to dage.« Min angst er totalt overdrevet i forhold til situationen.«

I lang tid holdt hun sygdomsangsten skjult for omverdenen, og kun hendes allernærmeste kendte til den.

»Det er med til at gøre det værre, at man ikke kan sige, hvordan man egentlig har det og konstant skal skjule, at man har det dårligt. I de voldsomme perioder valgte jeg at isolere mig og sidde og tude et eller andet sted, og så tænkte jeg: »Nu klarer jeg det ikke mere.« Det hænger nok sammen med en skam over at have en psykisk lidelse. Og at jeg ikke vil blive opfattet som svag. Jeg var bange for at blive sat i bås, hvis folk fandt ud af, at jeg led noget psykisk – for så troede jeg, at folk straks ville tænke: »Der er også noget mærkeligt ved hende.««

For tre år siden begyndte hun at lege med tanken om at fortælle sin historie. Hun skrev til Angstforeningen og fortalte, at hun gerne ville stå frem. Det gør hun så nu. Fordi hun er klar til det. Og fordi hun vil videre.

»Jeg synes trods alt, at jeg er nået et sted i mit liv, hvor det går meget bedre, og hvor jeg gerne vil kæmpe imod det. Jeg vil gerne fremad. Og jeg ved, at man ikke kommer fremad, hvis man skjuler det. Og at folk ikke vil tænke dårligere om mig, hvis de læser om det i avisen. At alle dem, der har det som mig, vil få glæde af det. Det ved jeg, at jeg selv ville have gjort. At jeg havde tænkt: »Så er jeg ikke den eneste i verden.««

Hun tager stadig medicin – både epilepsi-medicin, fordi det virker mod angsten, og så akut-medicin, en form for Stesolid, som hjælper, når hun får pludselige anfald. Angsten regner hun ikke med at slippe af med. Men hun håber, at hun en dag kan undvære medicinen.

»Jeg kunne håbe på, at angsten forsvandt helt, men det ved jeg godt ikke er realistisk. Jeg vil altid være, som jeg er og have den personlighed, som jeg har. Men det kunne være et mål for mig at være medicinfri for evigt. Det ville være rart at kunne leve den sidste del af livet uden at tage piller.«