Når Christina Rasmussen ringede til sin læge, behøvede hun ikke at oplyse sit CPR-nummer. De vidste, hvem hun var og kendte det udenad. I perioder kom hun der flere gange om måneden og var også begyndt at komme der med sin søn.

Hun kom aldrig med »lette« ting som influenza eller forkølelse. Hver gang handlede det om, at hun var overbevist om, at hun eller sønnen led af kræft og var dødeligt syg. Hver gang endte det med, at hendes mistanke kunne afkræftes. Der var ikke noget. Hun led ikke af kræft.

Det var først, da hun viste sin læge, at hun udover de hyppige besøg hos ham også havde regninger på til sammen 10.000 kr. for en række scanninger på flere privatklinikker, hun selv havde fået foretaget og betalt for, at hendes virkelige lidelse blev synlig.

»Det var jo ikke helt normalt med alle de undersøgelser. Han begyndte at tale om »hypokondri«, og da var det som om, at det hele faldt på plads. Da jeg læste om det, begyndte tårerne at trille ned ad kinderne. Jeg kunne sætte kryds ud for det hele. Det var en stor lettelse.«

Christina Rasmussen er en af de skønsmæssigt 85.000 danskere, som lider af sygdomsangst, også kaldet hypokondri. Det betyder i hendes tilfælde, at tankerne i perioder konstant kredser om det, hun opfatter som klare tegn på, at hun har kræft.

Det vil sige knuder, skønhedspletter, mærker etc. Hvis det føles som om, hun har en knude i halsen, når hun synker, er hun sikker på, at det er kræft, og hvis hun får blå mærker – og ikke mener at have slået sig – tror hun, at hun har leukæmi.

Hun mærker hele tiden efter på sine bryster, på halsen og under armene, hvor hun på et tidspunkt fik trykket så hårdt og hyppigt, at en del af armen blev blå.

»Jeg kender hver en centimeter af min krop, og når jeg opdager et eller andet, er jeg overbevist om, at det er et klokkeklart symptom på, at jeg har kræft. Når lægen så siger, at det er det ikke, bliver jeg umiddelbart beroliget. Men når jeg kommer hjem, begynder tankerne at kredse på ny: »Hvad ved han om det?« Det er noget møg,« siger Christina Rasmussen.

»Filmen knækkede«, da hun fik kræft

Allerede som barn gik hun nogle gange rundt og mærkede efter, om der var noget galt. En gang spottede hun en knude under den ene arm og løb ind til forældrene og råbte: »Jeg har kræft, jeg har kræft«. I lange perioder var det dog ikke noget, som plagede hende.

Alligevel kan man sige, at det var hendes værste anelser, der blev til virkelighed, da hun i 2007 rent faktisk fik konstateret livmoderhalskræft og blev behandlet for sygdommen. Det gik godt, hun blev opereret, og alle kontroller har vist, at hun er helbredt.

Men forløbet betød også, at »filmen knækkede«. Herefter eskallerede hendes angst for at være alvorligt syg. Nok havde hun også tidligere været bange for det, men nu overtog sygdomsangsten for alvor styringen af hendes liv.

Snart sagt alt kunne trigge, at angsten for alvorlig sygdom brød ud i lys lue. Det kunne være et indslag i en TV-avis, et familiemedlem, der lod et ord falde om noget kræftrelateret, og straks begyndte hendes tanker at kredse om, at hun selv havde den frygtede sygdom.

I forhold til omgivelserne har hun forsøgt at holde problemerne tæt til kroppen. Hun har prøvet at involvere sin mand, der har prøvet at berolige hende og sige: »Det er ikke noget«, men det har også fyldt så meget, at han nogle gange har været ved at få »pip af mig«.

Hendes arbejdsliv er ikke blevet påvirket af det i særligt omfang. Hun kan abstrahere fra det, når hun er på job. Enkelte veninder kender til det, men ellers har hun gået meget alene med det og har isoleret sig lidt.

»Det er svært at høre og tale om banale ting med folk, når man jo ved, at man har kræft,« siger Christina Rasmussen.

Der er hjælp at hente

Det kulminerede med de mange skanninger på privatklinikker, som hun over et par år fik foretaget og betalte for, og som endte med samtalen om hypokondri hos hendes praktiserende læge. Han heviste hende til behandling for sygdomsangst på Liaison-klinikken på Psykiatrisk Center København, som har specialiseret sig på området.

Det var i juni sidste år, hvor hun påbegyndte et 12 uger langt gruppeforløb med folk i samme situation. Det hjalp at få sat ord på problemerne og at dele dem med andre. Hun lærte også teknikker til at bryde den onde cirkel og lade være med at mærke efter f.eks. knuder på kroppen her og nu, men udskyde det til senere, når tankerne var knap så mørke.

Hun kom ind i en lang, god periode, hvor lidelsen ikke rigtigt fyldte noget.

På det seneste er den dog dukket op igen, denne gang udløst af en undersøgelse af hendes søn, ligesom hun snart skal føde sit andet barn – »og så vil man jo ikke væk herfra«.

Derfor har hun lige været til en »booster«-samtale på klinikken for at genopfriske teknikkerne til at bryde den onde cirkel og komme tilbage i en god gænge.

»Jeg vil gerne stoppe det, men jeg kan ikke. Det er ikke noget, jeg kan gøre for, og jeg ville ønske, at folk forstod, at det er en lidelse på linje med andre psykiske sygdomme,« siger Christina Rasmussen.