Det skal du sgu ikke bestemme!« En lille pige fra 0. klasse har indtaget en positur, der signalerer temmelig meget selvtillid hendes størrelse taget i betragtning. Hun står midt på gangen med korslagte arme, hoften lidt ud til den ene side, rullende øjne og L’Oréal-hår. Hun mener det.

Jeg forklarer hende i meget præcise vendinger, at hun tager helt fejl, at det netop er mig, der bestemmer, og at jeg på ingen måde vil acceptere, at hun løber rundt ude på gangen og råber og skriger, mens der er undervisning.

Min forklaring er åbenbart ikke fyldestgørende for prinsessen, der uden tøven afbryder mig og lettere forurettet indleder en forhandling. Hun viser mig med alt, hvad hun har, at hun på ingen måde accepterer præmissen om, hvem der bestemmer. Jeg fastholder naturligvis budskabet, skruer op for mine pædagogiske virkemidler i håb om, at hun kommer i tanke om den helt åbenlyse forskel på hende og mig, nemlig at hun er et barn, og jeg er (meget) voksen.

Det virker ikke, men preller af som vand på en gås. Hun himler i stedet med øjnene, vender rundt på hælene og spurter ned ad gangen, mens hun råber, at jeg er en »FUCKING LUDER!«

Efter at have indfanget hende, gav den efterfølgende samtale lidt mere mening for hende. »Du skal tie stille nu og høre godt efter, hvad jeg siger til dig.«

Det var ikke en dialog, men derimod en monolog, og det var ikke et oplæg til debat eller forhandling. Jeg talte ikke med hende, men til hende, og jeg kunne se, at hun, bedre sent end aldrig, forstod, hvad jeg mente, og at jeg mente det.

Anerkend min datter

Jeg ringede efterfølgende til hendes forældre. De ville naturligvis tale med hende, klart! Men de undrede sig også over, at jeg ikke havde grebet situationen anderledes an, og måske havde lyttet og forsøgt at anerkende og se hende lidt mere som den hun er…

Jeg undlod helt at kommentere, hvordan jeg synes, at hans datter var, det ville helt sikkert ikke have bragt os tættere på en fælles forståelse. Faderen stillede altså også spørgsmål til min autoritet som den voksne og ville gerne debattere hændelsen og komme med forslag til, hvad jeg skulle have gjort i stedet.

Det kom ikke til at ske.

Det har taget mig en del år at lære at tælle til det, der skal til i forskellige situationer. Jeg kan ikke huske, hvad jeg nåede til her, inden jeg igen skruede op for voksenretorikken og forklarede den søde, velmenende far, hvilke konsekvenser det har, når børn ikke har tydelige voksne at læne sig op ad på deres vej gennem tilværelsen, og hvorfor de med stor fordel kan lære at tie stille og tale pænt og respektfuldt, så andre mennesker kan holde ud at være sammen med dem.

Måske forstod han, hvad jeg mente? Måske syntes han, at jeg var en gammeldags, forstokket, autoritær lektor Blomme, der slet ikke fatter, hvordan fritgående projektbørn, og i særdeleshed hans enestående datter, skal mødes og guides i dagens antiautoritative og meget anerkendende mulighedssamfund? Måske klager han, det er ikke utænkeligt, nærmere forventeligt, og det vil ikke være første gang, at det sker i min tid som professionel voksen, at forældre klager over min tydelighed. Men jeg håber, at jeg åbnede hans øjne bare en lille smule på klem til et spejlbillede, der trænger alvorligt til en korrektion, særligt for hans barns skyld!

Forskel på børn og voksne

Alle mennesker er lige meget værd og dermed ligeværdige, men der ér og skal være forskel på børn og voksne, og den forskel er i stadigt stigende grad svær at få øje på og konsekvenserne svære at leve med.

Forskellen er nødvendig og afgørende for at opfostre individer, der også kan indgå i det fælles. Det sværeste ved at være menneske er, at vi skal være det sammen, og vi kan med stor fordel målrette vores opdragelse mod et fælles bedste og ikke kun mod egen vinding og muligheder.

Ønskebørn, projektbørn, curlingbørn og forhandlerbørn dækker alle over det samme fænomen, nemlig de særligt irriterende børn, der opdrages i den overbevisning, at de er noget helt enestående og dermed ikke behøver at indordne sig synderligt efter almenmenneskelige og evigtgyldige etiske og solidariske værdisæt.

Det siger sig selv, at den form for opdragelse eller mangel på samme hurtigt får mange og store konsekvenser for såvel barnet selv som for alle omkring det.

Små tyranner

Børn, der bæres i guldstol og ikke opdrages til nogen form for naturlig respekt for andre mennesker eller med en indbygget autoritetstro, som de undervejs kan læne sig op ad, slår sig alvorligt på andre mennesker og på autoriteter, der selvsagt ikke gider at bære rundt på dem og bære over med dem. De bliver lynhurtigt opfattet som små tyranner, og jo flere afvisninger, de får på deres iøjnefaldende og frie opførsel og personlighed, jo mere paniske og umulige bliver de.

Når fællesskabet, med god grund, ikke længere kan udholde dem, så står de børn ladt alene tilbage med en umulig opgave, og den løsning, som de er udstyret med hjemmefra, er at gøre endnu mere opmærksom på sig selv.

De bliver afhængige af, at det fællesskab, som de lige har pisset på, igen skal tage dem til nåde og give dem en chance mere. Den form for opdragelse af enestående individer dur ikke, og de forældre, der ikke naturligt kan finde ud af at målrette opdragelsen af deres barn mod et fælles bedste, giver deres børn alt for mange ar på sjælen og dårlige kort på hånden.

Børnene vil utvivlsomt opleve at blive mødt med modstand, irritation, isolation og eksklusion og vil hurtigt oparbejde en grundlæggende usikkerhed på, hvordan de skal opføre sig i selskab med andre børn og voksne.

Kimen til et besværet selvværd er grundlagt dybt i deres selvforståelse. De børn, der ikke har lært at vente på tur, der ikke har lært at udsætte egne behov, der ikke har lært at lytte eller respektere voksne (og slet ikke andre børn), de børn, der render rundt med hovedet oppe i røven ligesom deres forældre, de børn skal vi passe allermest på, ved at give dem et mere realistisk og brugbart selv- og verdensbillede gennem en opdragelse, de kan bruge til noget.

Når en pige (eller en dreng) i 0. klasse kalder en lærer for en »fucking luder,« bliver det i mine øjne et råb om hjælp – til forældrene!

Alt for ofte

Det her er hverdag alt for mange steder. Såvel pigens grænsesøgende adfærd som forældrenes hovedløse reaktion, da de blev konfronteret med deres yndige datters opførsel. Situationen er én ud af alt for mange og i mine øjne et tegn på et normskred i opdragelsen af børn og unge og måske også i forhold til vores generelle autoritetstro som voksne?

Konsekvensen er, at den forkerte adfærd fra de ikke-opdragne (og deres forældre) fylder alt for meget i det samlede billede i vores daginstitutioner, skoler og på vores ungdomsuddannelser.

Børn og unge har brug for kærlighed og tryghed, det er dét fundament, som alt andet skal bygge på, men det er altså ikke nok! Solide rammer, opdragelse og passende modstand på daglig basis er også afgørende byggeklodser at give vores børn med på vejen. Når forældre i misforstået hensyn elsker og curler deres fantastiske afkom frem i verden på bekostning af andre, bliver det et svigt af barnet og en »pain in the ass« for alle andre.

Thomas Skovbo er viceskoleleder, foredragsholder og forfatter.