Jeg havde hørt rygtet, så jeg blev ikke chokeret over det, som damen i vekselkontoret sagde til mig: »Det vil blive 202 pund og 57 pence.« Det kan være svært at se for det utrænede øje, om der foregår noget usædvanligt i butikkerne. Der er altid masser af mennesker til masser af varer på hylder og bøjler i Londons centrum, men en ansat i Selfridges erklærede i The Times, at det mondæne stormagasin har haft »juletravlhed« de seneste måneder, og at turister »finder en taske, ser prisen og beder om at få en mere«.
Louis Vuitton har oplyst, at varerne bliver rationeret for at have noget til de faste kunder, og så har man i øvrigt allerede sat priserne op. Det samme har luksus-indkøbscentret Harrods, der oplevede en bølge af kinesiske kunder. Jeg fik ikke noget ud af min lidt primitive valutainvestering.
