Der er igen rejst tvivl om, hvorvidt briterne nogensinde kommer til at forlade EU. Den britiske High Court har torsdag formiddag nemlig afgjort, at den britiske regering ikke kan sætte gang i skilsmisseforhandlingerne med EU, uden først at have en afstemning om det i det britiske parlament.

Hvad det præcist får af konsekvenser, er endnu ikke klart, men forud for den britiske folkeafstemning i juni gik et flertal i parlamentet ind for, at briterne skulle blive i EU. På den anden side har folket talt et klart sprog ved folkeafstemningen, og spørgsmålet er derfor, hvad resultatet af en sådan afstemning i parlamentet vil blive.

Det er dog slet ikke sikkert, at det kommer dertil. Regeringen kan nemlig vælge at tage afgørelsen til den britiske Højesteret, og det oplyser en advokat for regeringen ifølge avisen Financial Times, at den vil gøre. Højesteret allerede har afsat dagene fra 5. til 8. december til at behandle sagen, så tidsplanen for det britiske EU-exit måske kan fastholdes.

Liam Fox, der er britisk minister for international handel, siger, at regeringen er »skuffet« over afgørelsen, men den fortsat er »fast besluttet på at respektere resultatet af folkeafstemningen.«

Den britiske premierminister, Theresa May, har meldt ud, at hun vil sætte gang i skilsmisseforhandlingerne ved at aktivere Lissabon-traktatens Artikel 50 til marts. Det kan altså stadig blive tilfældet, men kan ikke længere garanteres.

Domstolens afgørelse har straks påvirket det britiske pund på valutamarkederne. Her har udsigten til et britisk EU-exit de seneste måneder har svækket pundet voldsomt, men torsdag middag styrkes pundet, fordi muligheden for at undgå et britisk EU-exit nu alligevel ikke kan udelukkes med 100 procent sikkerhed.

Styrkelsen af pundet er dog på mindre end en procent, hvilket viser, at det med finansmarkedernes øjne stadig er langt det mest sandsynlige scenario, at det ender med et britisk EU-exit.

Theresa May vil meget gerne undgå en afstemning i parlamentet. Både fordi afstemningen kan kaste Storbritannien ud i et kaos, hvis parlamentet blokerer for konsekvensen af folkeafstemningen, og fordi afstemningen i alle fald kan få den interne krig om EU-kursen i hendes konservative parti til at eksplodere.

Sagen er anlagt af Gina Miller, som styrer en investeringsfond i London City, og hun har altså i første omgang vundet over den britiske regering. Miller og størstedelen af bankverdenen i London City ønsker, at Storbritannien bliver i EU.