BERLIN: Hvad sker der med familiefreden, når en velmenende overklassefamilie fra München lader en nigeriansk krigsflygtning flytte ind i kælderetagen? Det er netop spørgsmålet om det tyske borgerskabs til tider oppustede selvforståelse som gode og anstændige mennesker efter flygtningekrisen, der er sat på spidsen i den nye tyske komediefilm »Willkommen bei den Hartmanns«.
Med en ikke uanselig portion vovemod har filmens instruktør Simon Verhoeven sat sig for at injicere humor i den ophedede tyske debat om flygtninge, der siden efteråret 2015 har vendt op og ned på de etablerede sandheder i tysk politik. Det har udløst store roser i tysk presse.
Tidsskriftet Spiegel roser filmen for et »ærefrygtindgydende mod til politisk aktualitet.«
Filmen opererer »uden moralske værdidomme og politiske markeringer, men med en offensiv letfærdighed, der for længst er forsvundet fra den virkelige offentlige samtale«, skriver avisen Rheinische Post.
»Jeg elsker Manuel Neuer«
Egentlig går det glimrende for det nydelige ældre ægtepar Richard og Angelika Hartmann. Jovist, deres datter er en forvirret evighedsstudent med dårlig smag i mænd. Sønnen er en karrierefikseret single-far, der i jagten på succes som forretningsmand i Østasien forsømmer sin søn og glemmer de nære værdier. Ingen af dem synes at have tid til at forholde sig til hverken flygtninge eller deres nære familiemedlemmer.
Efter en pludselig indskydelse beslutter Angelika Hartmann uden at konsultere sin ægtemand eller den øvrige familie sig for at tilbyde husly til nigerianske Diallo, der som mange af sine landsmænd er ankommet til Tyskland efter en farefuld færd over Middelhavet. »Vi må alle sammen hjælpe med at få integrationen til at lykkes«, siger Angelika. »Stop!«, svarer hendes mand. »Har du fuldstændig mistet forstanden.«
Ikke desto mindre bliver Diallo, der stadig lider af mareridt om den islamistiske terrorgruppe Boko Haram, indkvarteret i kælderetagen i ægteparrets patriciervilla. Men hvorfor er han i det hele taget kommet til lige præcis Tyskland, spørger familien Hartmann. »Jeg elsker Manuel Neuer«, svarer nigerianeren med henvisning til den verdensberømte tyske fodboldspiller.
Tysklærere nok
I kraft af den slags rappe dialog og barokke situationer illustrerer »Willkommen bei den Hartmanns«, at det kan være svært at være velmenende. Egentlig havde den velmenende Angelika sat næsen op efter et job som frivillig tysklærer for nyankomne flygtninge, men som flygtningehjemmets flegmatiske leder forklarer den håbefulde husmoder: »Vi har tysklærere nok, alle pensionisterne er ved løbe dørene ind hos os.«
I første omgang holder Dr. Hartmann fast i sin dybe skepsis over for udsigterne til at åbne hjemmets døre for Diallo, som han betragter som en potentiel islamist. Men der er også visse fordele ved at huse en flygtning. Da en yngre kollega anklager den stadig mere utålelige Dr. Hartmann for racisme, forsvarer den befippede overlæge sig ved at henvise til, at han rent faktisk har en flygtning boende derhjemme.
Det er svært ikke at se instruktør Simon Verhoevens portræt af familien Hartmann som et vellykket satirisk tværsnit af Tyskland anno 2016.
I filmen møder vi en bred palet af de stemmer, der siden sidste efterår har præget den tyske debat om flygtninge og udlændinge. Taxachaufføren, der af misforstået og påtrængende hjælpsomhed forfølger husets datter for at beskytte hende mod fremmede voldtægtsmænd. Islamisten, der raser mod integrationsvillige udlændinge som kulturelle forrædere og derfor sår splid mellem de øvrige beboere på flygtningehjemmet.
Måske er det netop, fordi »Willkommen bei den Hartmanns« retter det satiriske sigtekorn mod både den anstændige og pladderhumanistiske overklassefrue, såvel som hendes udlændingeforskrækkede og smålige ægtemand, at filmen er blevet en publikumssucces i Tyskland.