Da jeg var teenager i sidste halvdel af 1970erne, var min universitetsuddannede far bedre end mig til praktisk taget alt af betydning. Jeg kunne ikke for alvor lære ham noget.

Han kunne regne hurtigere, havde et større ordforråd, stavede bedre, var bedre til engelsk og især tysk, og han havde større indsigt i samfund, historie, litteratur – you name it – end undertegnede.

Med andre ord: Hvis jeg ikke forstod noget, kunne jeg bare spørge min far, for han vidste stort set altid besked. Bortset fra om Gasolin og andre af datidens ungdommelige rocktoner.

Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke på alle områder.

Nu er jeg selv far til et par teenagepiger, og med stor forbløffelse har jeg måttet gøre en hård erkendelse:

De har på visse områder større kompetencer end overtegnede. Tilmed centrale og efterspurgte kompetencer.

Jeg kan sidde i timevis foran computeren derhjemme i et ambitiøst forsøg på at klippe en lækker, lille familievideo sammen. Undervejs river jeg mig i håret og spytter desperate eder ud mellem tænderne, for hvordan pokker skriver man tekst ind eller lægger musik på?

Derpå dukker min 15-årige datter op. Hun kigger lidt på skærmen, trykker på et par ikoner, og få øjeblikke senere flyder musik og tekst på smukkeste vis gennem videostumpen. Hvorefter hun i øvrigt foreslår at anvende et andet videoredigeringsprogram, som er meget bedre og mere intuitivt. For det bruger de på skolen.

Sammen med sin søster gør hun også ting på sit kæreste eje, sin smartphone, som er fremmed for mig. Eksempelvis taler hun jævnligt til en »person« ved navn Siri, der tilsyneladende bor inde i mobilen, og som efter alt at dømme kan svare på alt mellem himmel og jord – eksempelvis hvordan vejret bliver i dag eller hvor mange meter, der går på en engelsk mil.

Personligt kender jeg ikke Siri.

En dag ringede datteren mig op på noget, der hedder FaceTime, hvorefter hun brokkede sig, fordi jeg holdt mobilen til øret.

»Det er et video call,« sagde hun i en blanding af irritation og overbærenhed, hvorefter hun til min undren stod lyslevende foran mig inde i skærmen.

Dertil kommer alt det mere eller mindre uforståelige, mine døtre foretage sig på Snapchat, WhatsApp og Instagram – eller når de sidder og spiller PlayStation med veninderne inde i det, vi engang kaldte for cyberspace.

Alt glider ned som det naturligste i verden, og når en ny og ungdommelig app er lanceret, kaster de sig over den med glubende appetit. Hvis de ikke umiddelbart forstår, hvordan den virker, prøver de sig bare nysgerrigt frem, indtil den sidder i skabet.

Selv Microsoft-programmer som PowerPoint og Excel – og de mere kreative muligheder i Word – har de på sin vis bedre styr på end deres far.

Dermed udvikler de efterspurgte kompetencer, som jeg i en alder af snart 57, kun ejer flige af. Og jeg er endda, vil jeg hævde, mere oppe på teknologibeatet end flertallet i min generation.

Vi står med andre ord i den helt og aldeles enestående situation, at den ældre og modne generation for første gang i historien i nogen grad kan tage ved lære af den yngre og umodne generation.

Det er et brud med en indgroet lovmæssighed, der har eksisteret siden tidernes morgen – siden sønnike skulle lære af fatter, hvordan man slår flint til økser og pilespidser og datter af mor, hvor man finder de bedste nødder, urter og bær i skoven.

Ja, i det hele taget er vi vel det første biologiske væsen nogensinde, hvor den voksne og erfarne i nogen grad må skue til sit uerfarne afkom for at opnå visse indsigter. Hvilket vidner om, at den menneskelige innovationsevne (i samarbejde med kunstig intelligens) i disse år går bersærk. Alt accelererer.

Den teknologiske og digitale virkelighed anno 2018 er en ganske anden, end den var for ti år siden. Dengang var iPhonen endnu ikke tilgængelig i Danmark, 3G-netværket var hot, og Facebook havde 100 mio. månedlige brugere.

I dag har det sociale medie 2,2 milliarder aktive brugere, og grundlæggeren af denne gave eller pestilens er nu god for over 400 milliarder kroner og er dermed verdens femte rigeste person.

Og der sad han så forleden, den magtfulde 33-årige Mark Zuckerberg, og personificerede den digitale generationskløft mere end nogen anden.

Det skete under en senatshøring, der især drejede sig om Facebooks deling af millioner af brugeres data med et analysefirma, som misbrugte de detaljerede oplysninger i den amerikanske valgkamp.

Mange af de aldrende senatorer afslørede en afgrundsdyb uvidenhed om selv de mest basale elementer.

Bl.a. stillede den synligt undrende 84-årige Utah-senator Orrin Hatch den for engang skyld habitklædte Zuckerberg følgende spørgsmål:

»Hvordan opretholder I en forretningsmodel, hvor brugerne ikke betaler for jeres service?«

Zuckerberg svarede med antydningen af et overlegent smil:

»Senator, vi bringer annoncer.«

Efter de to høringer steg Facebook-aktien med flere procent.

Den digitale kløft vil ikke blive indsnævret i årene fremover. Tværtimod. Om et årti vil adskillige teknologier virke endnu mere fremmedartede på os i de ældre generationer. Men vi har en trøst:

Dagen oprinder, hvor også nutidens unge teknostormere bliver hægtet mere eller mindre af den rasende udvikling.

Og den kan komme hurtigere, end de aner.