Kan 14 ansatte hos Bagmandspolitiet gennemtrawle 1,1 millioner mistænkelige transaktioner og være med til at sætte en effektiv stopper for, at alskens lyssky personer vasker eksempelvis narkopenge hvide? Kan 20 ansatte? Det er et af de centrale spørgsmål, der ifølge flere eksperter står tilbage efter Danske Banks hvidvask-skandale.

Skal vi forhindre sager som den i at ske igen, bør vi ikke fokusere så meget på sanktioner og bødestørrelse, men mere på at tilføre tilsynsmyndighederne større muskler til at føre kontrol med bankerne og de kriminelle, der står bag selve hvidvasken.