En mand i et hus i bjergene, en sælsom ringlen om natten, et meget livagtigt maleri. I »Mordet på kommandanten« gør Haruki Murakami alt det, han plejer at gøre, men der er alligevel liv i fortællingen.
»Alligevel var jeg udmærket klar over, at det ikke var en drøm. Det kunne godt være, at det ikke var virkelighed, men det var i hvert fald heller ikke nogen drøm.«
Ordene falder dybt inde i det første, 424 sider tykke bind af »Mordet på kommandanten«. Og ordene er ikke kun sigende for stemningen i det her værk, men for stemningen i snart sagt alle Murakamis værker og i særdeleshed i de uhyre populære murstensromaner »Trækopfuglens krønike«, »Kafka på stranden« og »1Q84«.
