Det skete i de dage, at verdens dage var talte. Eller sådan føltes det. At tænde for TV var som at tænde for et tæppebombardement af den slags ulykker, der kunne blive de sidste.

Islamisk Stat invaderede og slog ihjel, det gjorde præsident Putin også, men ebola ud-invaderede dem alle og slog flere ihjel og bredte sig uhindret i Vestafrika, og derfra kom sygdommen flyvende til resten af os. På Fox News blev det hele kædet sammen med den »uhæmmede invasion af immigranter« med Obamcare, med angrebet på ambassaden i Benghazi, og som en kommentator sagde: »Der er tre ting at stole på i øjeblikket: Gud, guld og håndvåben.«

»Vi står over for en af de farligste situationer i min livstid,« fastslog den 74-årige tidligere vicepræsident Dick Cheney, og den republikanske senator James Inhofe oplyste, at han havde erfaret, at »Islamisk Stat vil sprænge en amerikansk storby ihjel.«

De amerikanske konservative var de værste, men de var ikke de eneste. »Verden står i flammer«, skrev Information, som diskuterede risikoen for »en ny middelalder uden staten som det stabiliserende led«. »Verden brænder« fastslog Ekstra Bladet, og på den ene TV-kanal markerede de 100-årsdagen for Første Verdenskrig, og på den anden føltes det som om, de markede udbruddet af en ny.

Sådan en sensommer var det sidste år.

Kold og klog

Og midt i det hele stod Barack Obama, præsident og den eneste hvilepuls i en tid med 180 slag i minuttet.

En republikansk senator kaldte ham »kongen af ubeslutsomhed«, fordi han ikke gjorde noget, bare et eller andet, og en anden senator sagde, at præsidenten var ligeglad med menneskeheden, men Obama lod sig ikke rive med. Som han sagde ved et møde i september: »Verden har altid været et rodet sted, men i nogen grad ser vi det først nu, fordi vi gennem sociale medier ser de ulykker, som vores medmennesker gennemlever ... Men jeg kan love jer, at tingene er mindre farlige i dag, end de var for 25 år eller 30 år siden. Det her – det er ingenting i forhold til, hvad vi stod over for under Den Kolde Krig.«

Sådan en snak fik ikke mange likes på Facebook, for det var ikke øjeblikkets store sociale og politiske rundhyl, og det er problemet med præsident Obama, som Bloomberg Businessweek i oktober forklarede i en coverhistorie. På forsiden var ni billeder af Obama i hvid T-shirt og skarpe solbriller, som illustrerede hans »kølige, eftertænksomme stil«, og selve artiklen klagede over, at præsidenten »lægger for stor vægt på intellektuel stringens« og ikke nok på »offentlighedens emotionelle behov«. Når en krise opstår, går Obama i gang med at løse den, han løser den ved at lytte til kloge mennesker og med et »overskud af tiltro til myndighedernes evne til at løse enhver krise«, men i det forløb glemmer han »de performative elementer af jobbet,« fordi han »tydeligvis foragter dem«.

Eller med andre ord – han glemmer at være en Facebook-præsident, og i stedet for i sensommeren 2014 at ride med på krisen, i stedet for at stå i en rygende ruinhob og kalde alle magter og mørke skyer ned fra himlen – i stedet skikker han soldater og nødhjælp til Vestafrika, bomber Islamisk Stat og træner og bevæbner kurderne, sanktionerer Rusland og taler om, at det i hans livstid har været meget, meget værre.

Bedste i 50 år

Og Barack Obama havde ret.

For knib dig i armen – vi er her endnu. Den vestlige verden blev ikke lagt øde af ebola, Rusland styrtbløder, Islamisk Stat er i defensiven, og selv i Vestafrika er håbet om færre lidelser større end risikoen for flere. Det var ikke likes på Facebook, der gjorde det, heller ikke hensynet til »offentlighedens emotionelle behov« eller »Gud, guld og håndvåben«, men derimod »kølig, eftertænksom« politik.

Det er Barack Hussein Obama i en pipettedråbe. Det er hans historie.

Og det er derfor, at han – efter at have gennemlevet sin sidste valgkamp, efter at have holdt sin næstsidste tale om nationens tilstand – kan se tilbage på en enestående præsidenttid. Han er den mest resultatrige amerikanske præsident i 30 år og den mest betydningsfulde demokratiske præsident i 50 år. Ikke siden præsident Reagan har en præsident sådan omkalfatret det amerikanske samfund, ikke siden præsident Johnson har en demokratisk præsident gjort det, og han har gjort det på en baggrund, der var mildest talt mere udfordrende end den, som Reagan og Johnson arvede.

For det er nemt at glemme i dag, men Obamas forgænger overlod ham to krige, som på det tidspunkt allerede havde kostet 793 mia. dollar og stået på i sammenlagt 13 år, og han overlod ham den værste økonomiske nedtur i 79 år. Ikke siden præsident Nixon i 1969 havde en præsident overtaget mere krig, og ikke siden præsident Roosevelt i 1933 havde en præsident overtaget mere krise. Og seks år senere har præsident Obama landet krigene og den massive recession, som kendsgerningerne viser:

I december 2011 trak de sidste amerikanske kampstyrker sig ud af Irak, i sidste måned skete det samme i Afghanistan, og i begge lande optræder amerikanerne nu som militære instruktører og rådgivere. Obama har ikke engageret USA i nye landkrige, men kæmpet med droner og luftkrig, og det var ham, der gav ordren til den aktion, som dræbte Osama bin Laden.

Da han tiltrådte, var USAs økonomi i minusvækst, men siden er den vokset med i gennemsnit 2,2 pct. om ået og ventes i år at vokse med 3,5 pct. I 2009 nåede ledigheden 10 procent, men er nu faldet til 5,6 pct., og i Obama-årene er der skabt 6,7 mio. nye private job. 82 pct. af de førende amerikanske økonomer peger i en måling på Obamas aktivitetspakke i 2009 som forklaringen på udviklingen. Mens europæerne valgte nedskæring, valgte Obama en keynesiansk politik og pumpede 831 mia. dollar – eller 5.400 mia. kr. – ind i økonomien og lod de rige betale fem procentpoint mere i skat. Investorerne og forbrugerne har bemærket de lysere tider. Dow Jones-aktieindekset lå for seks år siden på 6.600, nu er det på 17.600, og ifølge forbrugertillidsmålingerne fra University of Michigan har forbrugerne ikke været så optimistiske i 11 år, ikke siden januar 2004.

»A big f…… deal«

Det er i sig selv nok til en buste hist og en plakette pist og en undertekst såsom: »Barack Obama - præsident, han sluttede krige og rettede økonomien.«

Men det er ikke, hvor eftertiden for alvor vil mærke, at Obama var her. Krige og konjunkturer er den slags, som vi lever med, men fundamentale forandringer er den slags, som vi lever i - og præsident Obama har gennemført tre grundlæggende omkalfatringer. Hver for sig er de vigtige, og sammenlagt er de, for ordret at citere vicepræsident Joe Biden - »a big f…... deal«.

For det første Obamacare. Amerikanske præsidenter har i over hundrede år talt om universel sygesikring, men Barack Obama gennemførte den, og foreløbig har ti mio. flere amerikanere fået sygesikring. Det er næsten to gange Danmarks befolkning, der er kommet på sygesikring, og det er den største udvikling af den amerikanske velfærdsstat i 50 år.

For det andet anti-fidus. I 00erne blev den amerikanske økonomi til en økonomi af fidus og omfinansiering, og resultatet var den store recession i 2008. Obamas såkaldte Dodd-Frank-lov har sat en stopper for det, og finansindustrien er i dag mere funderet, mere fokuseret på basal bankvirksomhed, har færre ansatte, og industriens andel af økonomien relativt faldet med 20 pct.

For det tredje europæisering. Det er en trend, som er svær at sætte data på, men USA har under Obama foretaget et progressivt politisk kvanteryk. I udenrigspolitikken har han normaliseret forholdet til Cuba, forhandlet med Iran, gennemført en historisk miljøaftale med Kina og genrejst USAs omdømme. I USA har homoseksuelle vundet fuld borger- og gifteret, han har stoppet deportationen af fem mio. ulovlige immigranter, han har accepteret legaliseringen af hash, og kravene til bilers brændstoføkonomi og smog-udledere er fordoblet for bare at tage nogle eksempler.

Og læg mærke til den regnbuekoalition af vælgere, som ved begge præsidentvalg valgte Obama: Kvinderne, de unge, sorte, latinoer, de veluddannede, de fattigste, homoseksuelle, alle andre end dem, der ellers ved valg efter valg i 236 år har sat dagsordenen i USA – ældre, hvide mænd.

Det er Obamas USA, som fremtiden kommer til at leve i, om den vil eller ej.

Anti-McCain

Hvordan har Barack Obama gjort det? Svaret slår en sløjfte til begyndelsen – til mandens temperament, til hans kølige eftertænksomhed, som skaber resultater, for han ser resultater, hvor andre ser overskrifter.

Men det er en stil, som kan drive omverdenen til vanvid. For hvorfor er han så løsningsorienteret? Hvorfor slår han ikke fra sig? Hvorfor råber han ikke højt? Kniber øjnene sammen og fælder en tåre? Viser bare en smule puls? Det er paradokset, som kommentatoren Matthew Yglesias for nylig skrev hos Vox – den samme kølighed, den samme omtanke, som styrer præsidenten gennem embedet, koster ham point hos de etablerede og sociale medier. Medierne »har et professionelt incitatement til at overreagere. Man vækker ikke opsigt ved at skrive kedelige historier,« og det er ikke Statistisk Årbog og godtord fra Bjarne Corydon, der giver likes og klik. Derfor er der også en symbiose mellem medierne og de politikere, der forstår incitamentet til systemisk overreaktion. Derfor elsker amerikanske medier senator John McCain, som ustandseligt vil i krig med resten af verden, og derfor slår danske politikere som Pia Kjærsgaard, Inger Støjberg, Naser Khader og Søren Pind igennem. De lever i symbiosen – og de lever af den – og medierne gør det samme.

Barack Obama er anderledes. Han har forstået, at mediernes nødvendighed ikke altid er den politiske nødvendighed, og Matthew Yglesias nævner eksemplet med præsidentvalgkampen i 2008, som var præget af en række dramatiske begivenheder. I august invaderede Rusland nabolandet Georgien, i september gik Lehman Brothers konkurs, og i oktober blev aktiemarkedet ramt af »Sorte Mandag«, og hele vejen igennem valgte John McCain overreaktionen som metode – han erklærede sig villig til militært at støtte Georgien, »vi er alle georgiere,« sagde han; han sagde først, at økonomien var kernesund, så suspenderede han sin kampagne for at redde økonomien, og han toppede overreaktionen af ved at vælge Sarah Palin som vicepræsidentkandidat.

Hans modkandidat, Barack Obama, holdt tungen lige i munden; han ville ikke i krig i Georgien, han forhandlede bag lukkede døre med præsident Bush om en økonomisk redningspakke, og han valgte en driftsikker vicepræsidentkandidat, og i dag er der ikke tvivl om, hvem der havde ret og uret.

Det samme sidste år, da »verden stod i brand«. En overreagerende præsident ville det ene øjeblik stå uden for ebolasygehuset i Dallas og love personligt at udrydde virussen, det næste ville han sætte landstyrker ind mod Islamisk Stat, og det tredje øjeblik ville 101st Airborne Division lande med faldskærm uden for Donetsk; han ville til overflod komme mediernes og offentlighedens »emotionelle behov « i møde, han ville endeløst kere sig om »de performative aspekter« af jobbet, men han risikerede også, at verden for alvor – og ikke bare i medierne – kom til at stå i brand.

Det er forskellen på mediernes nødvendighed og den politiske nødvendighed, og det er forskellen på mediernes virkelighed og præsident Obamas.

Den ene skaber overskrifter, den anden skaber resultater, og sådan en sensommer var det, og sådan en historie er det.