I morgen mødes udenrigsministrene fra en snes lande i Vancouver for at diskutere situationen på den koreanske halvø og mulighederne for at bremse Nordkoreas atomprogram.

Det sker på et tidspunkt, da der hersker en vis optimisme på grund af nye kontakter hen over den stærkt militariserede grænse: Nord- og Sydkorea har for første gang i to år holdt møde i grænsebyen Panmunjom, og Kim Jong-uns regime har ladet forstå, at man gerne deltager i De Olympiske Vinterlege, som afholdes i februar i sydkoreanske Pyeongchang.