Camilla Andersen sad med et rejsekatalog og drømte sig væk.

Hun var i Tyskland for at spille kamp og havde fået kataloget fra en holdkammerat, som solgte rejser.

På det tidspunkt var Camilla Andersen i begyndelsen af tyverne og i gang med at finde ud af, hvad hun skulle lave ved siden af håndboldspillet, som hun dengang ikke tjente nok på. Måske skulle hun blive laborant? Leve af at sælge piller til folk?

»Men da jeg sad med kataloget, tænkte jeg: »Det kunne være sjovt at sælge rejser. Sidde der, tage telefonen og give folk en god oplevelse«,« siger Camilla Andersen.

Hun blev elev i sin managers rejsebureau Rejsegalleriet og har siden 1997 arbejdet fuldtid med at sælge rejser – selv om hun spillede professionel håndbold ved siden af. I 2002 startede hun så sit eget bureau Travel Sense med speciale i sportsrejser, som hun lige har købt tilbage sammen med den tidligere Brøndby-spiller Allan Ravn efter at det i nogle år havde skiftet ejer.

Det er på Travel Senses kontor lige ved Nyhavn i København, hun sidder nu.

Stoppede i 2005

Håndboldspillet stoppede hun med i 2005. Inden da nåede hun i 194 landskampe at score 846 mål, og hun er den kvindelige danske spiller, der har scoret flest landskampmål gennem tiderne. Hun var med til at vinde guld ved OL i 1996 og igen i 2000 og er både ved EM og VM blevet kåret som bedste playmaker.

Men i dag er det snart ti år siden, at hun har rørt ved en håndbold.

»Jeg var sådan set mæt af håndbold. Forventningspresset fra mig selv, fra klubben og fra sponsorerne tog ligesom glæden ved det. Der var en forventning om, at hver gang jeg spillede, skulle jeg føre holdet til sejr – og det er svært, når man ikke har motivationen. Jeg var 31 år, havde været med i rigtig mange år og havde vundet det hele. Så det var lidt svært at sætte sig op til, at nu skulle jeg være topscoreren i Superligaen,« siger Camilla Andersen, som havde vanskeligt ved at forene træning flere gange om dagen med et fuldtidsjob.

»Jeg ville hellere lægge min tid i rejseselskabet og kunderne. Når man sidder i en bus til Jylland og hellere vil være et andet sted, så er det nok på tide at stoppe.«

Håndbolden er hun opvokset med. Både moderen og faderen var håndboldspillere på landsholdet, og hendes far trænede hold, da hun var barn. Som 12-årig begyndte hun selv at spille håndbold, og nærmest før hun gik i gang, var hun god til det. Det kom helt naturligt til hende at kaste, gribe og lave finter. Hun »havde bold i sig«, som hun siger.

»Fra dag 1 blev jeg udtaget til diverse hold, og jeg vidste nærmest inden da, at jeg ville på landsholdet. For det var der, de bedste var. Og jeg ville være den bedste til det,« siger hun.

»Da jeg så kom på landsholdet, var det ikke sådan, at jeg tænkte: »Nu har jeg det meget bedre som menneske.« Jeg syntes bare, det var sjovt.«

Håndbold på andre præmisser

Dengang i begyndelsen af 90erne spillede de håndbold på helt andre præmisser end i dag. I begyndelsen var der hverken tilskuere eller tv-dækning af kampene, spillerne blev indlogeret på vandrehjem, og de fik tabt arbejdsfortjeneste i løn.

Men det passede egentlig Camilla Andersen godt ikke at være i mediernes søgelys.

»Det var lige så sjovt at spille håndbold, hvis hallen var helt tom, som hvis der var tv-kamera på. På den måde går jeg måske lidt mod massen af folk, der gerne vil være kendt,« siger Camilla Andersen, der beskriver sig selv som et genert menneske.

Som barn turde hun aldrig sove hjemme hos vennerne. Og første skoledag sad hun på sin mors skød hele dagen, fordi hun var bange for at møde nye mennesker. Imens hoppede og dansede hendes tvillingesøster Charlotte, fordi hun glædede sig til at lege med de andre.

»Jeg har altid skubbet min tvillingesøster foran mig og er meget taknemmelig for, at mine forældre valgte, at vi skulle gå i klasse sammen. Det var også Charlotte, der begyndte først med at spille håndbold, og da der var gået tre uger, sagde hun: »De er søde nok, du kan godt komme med nu«.«

Da Camilla Andersen som 13-årig var på sin første håndboldtur og skulle overnatte i Ikast væk fra forældrene, var hun ked af det og bange, fordi hun ikke lige kunne ringe hjem. Men hendes søster var med og kunne berolige hende med ord som: »Mor og far er der altså stadigvæk, når du kommer hjem.«

Forskellige tvillinger

Camilla Andersen smiler. »Det er sjovt, at vi er så forskellige. Vi er ikke enæggede, men er trods alt tvillinger. Hun har mand, hus og tre børn, mens jeg bor i lejlighed med kæresten og ikke skal have nogen børn. Hun var altid den, der turde tage telefonen og ringe, mens jeg ikke turde. Hun er sgu ik’ bange for noget.«

Camilla Andersen afbryder sig selv.

»Ej, jeg er heller ikke bange for noget mere. For så kommer man på landsholdet, møder pressen og bliver filmet – og så har jeg sådan en evne til at tage mig sammen og hanke op i mig selv. Jeg har også fået en selvtillid gennem håndbold. Det er også derfor, jeg har fået styrke til at blive selvstændig,« siger hun.

»Der var en vinderkultur på kvindelandsholdet, og så bliver det bare sjovt, når man bruger tid på noget, der går godt, og man bliver anerkendt. Den kultur har gjort mig til den arbejdshest, jeg er i dag. Jeg er meget ambitiøs og hårdtarbejdende, men elitesporten lærte mig også, at hvis man vil have succes som individualist, skal man have succes på holdet. Da jeg spillede på landsholdet, satte jeg utrolig stor pris på dem, der dækkede op – og jeg sætter også pris på mine medarbejdere her.«

Hendes tid som håndboldspiller betyder, at hun i dag ikke er bange for at lave fejl. Og hun går op i, at hendes medarbejdere ved, at fejl ikke kan undgås.

»Man skal bare ikke lave den samme fejl to gange, er det ikke det, man siger?«

Fordel at være kendt

Hun tror også, at det er en fordel for hende, at hun er et kendt ansigt.

»Da jeg startede det her firma, var det magtpåliggende for mig, at jeg ikke skulle bruge mig selv i markedsføringen. Der er ikke nogen billeder af mig på vores hjemmeside, og når vi sender pressemeddelelse ud om, at Allan og jeg har købt selskabet tilbage, er der ikke sådan en annonce, hvor vi står og laver peace-tegn. Men jeg hedder det, jeg hedder, og ligner stadig en lidt ældre udgave af den yngre håndboldspiller. Og selvfølgelig har det været med til at åbne døre.«

Men der er også oplevelser fra tiden på landsholdet, som hun er glad for at være fri for i dag. For selv om hun og de andre spillere i den helt tidlige tid på landsholdet ikke fik så meget opmærksomhed fra pressen, ændrede det sig hurtigt.

»Lige pludselig, fra den ene dag til den anden, blev vi bare overfaldet. Jeg boede heldigvis i Tyskland, og med tiden blev jeg bedre til at håndtere det. Men det er svært, når ens privatliv bliver involveret i så mange år. Det glædede jeg mig meget til at komme ud af, for jeg gik ikke ind i håndbold for at tjene penge eller være kendt, og jeg har aldrig sagt ja til at være med i nogen af de der tv-shows – jeg kunne egentlig godt tænke mig at lave nogle af konkurrencerne, men kun hvis det ikke var på tv,« siger Camilla Andersen.

For mange år siden sad hun med sine holdkammerater i et fly, som var på vej til at lande. Da flyet nærmede sig jorden, opdagede piloten, at der allerede var et andet fly på landingsbanen. Han nåede at undvige, før det gik galt. Camilla Andersen fik ikke fortalt sin familie om episoden. Men dagen efter blev hun ringet op af sin bekymrede mor, der havde set et stort billede af sin datter på forsiden af en avis sammen med en overskrift om episoden. Det var den slags oplevelser med pressen, Camilla Andersen blev træt af.

»Hvorfor skulle det lige være mit ansigt på forsiden? Så gik det pludselig ud over min familie. Dengang var der ikke internet, og min mor anede ikke, om jeg var død eller levende.«

Opmærksomhed ved skilsmisse

Da Camilla Andersen var ved at blive skilt fra den norske håndboldspiller Mia Hundin, som var rejst til Stockholm med sin nye kæreste, var opmærksomheden også stor.

»Jeg kan huske, at under OL i Sidney i 2000 var der en u-båd, som var ved at synke. Og alligevel var Mia og jeg på forsiden. Når man i forvejen er helt vildt ked af det, er det svært.«

Når Camilla Andersen i den periode var ude at købe ind, følte hun, at folk så medlidende på hende.

»Det kan godt være, at det ikke var sådan, men når de kiggede, var det det første, jeg tænkte,« siger hun.

»Men det var ikke noget, der gjorde, at jeg ikke kunne stå op af sengen, og den nyhed, der er interessant i dag, er jo hurtigt glemt i morgen.«

Samtidig begyndte hun at få tilsendt masser af gaver og kærlighedsbreve fra kvinder, der vidste, at hun var blevet single. Receptionisten på kontoret måtte i ét væk komme hen til Camilla Andersens plads med blomster, chokolade og breve.

»Vi var pænt dekorerede på kontoret. Det fik mig nok til at smile lidt inde i mig selv i en periode, hvor jeg var ked af det. Men så er er jeg jo også en, der tænker: »Hallo, så nem er jeg altså ikke – så desperat er jeg trods alt ikke«. Men jeg har helt sikkert spist chokoladen med mine kolleger,« siger hun og smiler.

Mere anonym nu

I dag føler Camilla Andersen sig langt mere anonym end dengang.

»Det er først nu, at jeg kan mærke, at der er en hel generation, der ikke ved, hvem jeg er, mens min egen generation og opefter godt kan genkende mig.«

Men sladderbladene skriver stadig om det, når hun har fået en ny kæreste.

»Det, der undrede mig og stadig undrer mig, er, hvorfor mit privatliv er interessant. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg var en stor profil på holdet, men også at jeg var oprigtig med mine udtalelser og var gift med en pige. Jeg tror helt sikkert, at jeg var interessant for pressen, fordi jeg ikke bare var den jyske, langhårede pige. Hvis man skulle finde tre spillere på holdet, som var anderledes, var jeg ret nem at pege på. Men i den periode, hvor det var værst, spillede jeg det bedste håndbold, jeg nogensinde har spillet. Der var så meget fokus på mig som person, at så snart jeg fik håndboldskoene på, var der frikvarter.«

I dag vil hun helst ikke genkendes på gaden. Hun vil ikke konfronteres med håndboldspilleren Camilla. Hører hun danske stemmer, når hun er i udlandet, bevæger hun sig væk.

»Folk er altid utrolig flinke, søde og anerkendende, og selv i dag kommer folk hen og siger tak, så det er slet ikke, fordi jeg bliver irriteret. Jeg bliver bare sådan lidt genert. Den grundlæggende generte Camilla, der gerne vil leve sit liv i fred, kommer op i mig. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til al den ros. Så helt naturligt søger jeg væk.«

Andre gange kan hun godt lide opmærksomheden. Som da hun var i Berlin med sin lillebror for at løbe maraton.

»Jeg kunne aldrig finde på at løbe uden at have Danmark på trøjen, for opbakningen fra danskerne er bare så stor. På et tidspunkt blev jeg så træt, at jeg var nødt til at løbe ud i siden, så de danske tilskuere kunne se mig og heppe på mig. Og da danskerne opdagede, at det er mig, gav de mig lige det sidste – de skreg bare, og jeg fik så meget opbakning.« Hun griner. »Det udnyttede jeg groft.«

Stadig et sportsmenneske

Selv om Camilla Andersen er færdig med håndbold, er hun stadig et sportsmenneske og et konkurrencemenneske. Hun kan lide at holde sig i gang, og træner lige nu til en halv ironman, som hun vil gennemføre til september, og ved siden af arbejdet er hun i gang med første stadie til en MBA på Henley Business School.

Og selv når hun holder ferie, er hun tilgængelig for kunderne 24-7.

»Jeg prøver at skære ned på arbejdet, men det er som om, at jo mere jeg skærer ned, jo mere bliver det til,« siger hun.

Hun har lige godkendt, at en af hendes medarbejdere kan få seks måneders orlov til at rejse Jorden rundt med sin kæreste. Det håber hun selv på at kunne gøre en dag.

»Nogle gange tænker jeg: Hvorfor var det nu, jeg ikke gjorde det, da jeg havde den alder? Nåh ja, det var, fordi jeg spillede håndbold. Jeg kunne sgu godt tænke mig at tage min kæreste i hånden og bare tage ud at rejse,« siger Camilla Andersen.

»Jeg har jo allerede været mange steder og set en masse sportshaller – og har da været heldig engang imellem at se et monument i Volgograd. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til Stillehavsøerne, Sydamerika, Canada, Australien… Der er så mange steder, så det er bare med at begynde fra en ende af.«