TV

»Jeg er træt af den evindelige diskussion om, hvor julemanden bor: Nordpolen, Grønland, Finland, Blackpool eller Bakken?

Nu siger jeg det én gang for alle: jeg har et rækkehus i Jyderup. Og nej, det er ikke skidesjovt, men jeg har kabel-TV. Og jeg har god tid til at se fjernsyn det meste af året.

»1864«! Sikke et nederlag – igen. Ka’ det bli’e værre? Biskop Monrad med bar røv og den slags... Og naturligvis har den kostet en krig.

Som meta-historie kunne jeg bedre lide »True Detective« på DR3. På den ene side en opklaring af en opklaring af en 17 år gammel seriemordsag, men samtidig allermest eksistensdrama, et spørgsmål om religionens rolle i en splittet tid og om meningen med alting. Jo mere detektiverne finder ud af, des mindre opdager de, de ved. Samtidig med, at den selv besvarer de grundlæggende spørgsmål på dostojevskijsk vis med et »meningen er, at der ingen mening er«.

Wow, dér kan jeg godt blive lidt svimmel. Liv og død og alt det tænker man også selv over. Jeg flyver jo selv en hel del sidst på året. Og lad os være realistiske: der er lande i Østeuropa og Mellemøsten, som man helst undgår at flyve hen over.«

Film

»»Hobitten« er årets film for mig. Nogle timer glemte jeg alt om mavebesvær, hårtab, rejsnings- og vandladnings-problemer. Både i år og sidste år har jeg været optaget af den krasse socialrealisme i Peter Jacksons hobbitfilm om Bilbo Sækkers kamp mod dragen Smaug for at tilbageerobre det fortabte dværgkongerige Erebor. Man bliver uvægerligt revet med, selv om man jo inderst inde godt ved, at der ikke findes dværge i virkeligheden.

Tror De på dværge? Jeg har forresten opkaldt en knyst på venstre fod efter Frodo Baggins. Jeg kalder den Mr. Baggins. Jo, Mr. Baggins har sine gode dage, og der er dage, hvor han kan være ret ond i sulet.«

Musik

»I år har jeg naturligvis været betaget af DR UnderholdningsOrkesteret og den østrigske sangerinde Conchita Wurst.

Jeg bruger musik til at komme ovenpå igen. Der var en tid, hvor jeg var nødt til at tage Prozac for simpelthen at fremtvinge et nogenlunde overbevisende »ho, ho, ho...« Det er jo et enormt pres hvert år. Jeg har præcis 31 timer til alle mine besøg. Det giver 900 hjem pr. sekund, og hvis hver gave vejer et kilo, så skal jeg distribuere 500.000 ton gaver.

Det kan lade sig gøre. Fordrer kun, at »ole Santa knows how to works his magic...« Men så viser det sig, at Prozac også lægger en dæmper på »magien«, hvis De forstår? Mænd og kvinder af begge køn – med skæg. Det er stort.«

Krimier

»Krimier er generelt ikke godt for mit blodtryk. Jeg bliver bange, når spændingen stiger, og tryk avler blodtryk, som man siger. Men så læste jeg en artikel i BT: »Så mange mandler skal du spise for at sænke dit blodtryk!«

Se, det var spændende! Min væsentligste kilde til mandler er ris á la mande, og jeg tog jo også lidt på, efter at jeg kvittede smøgerne. Mere spændende end en krimi var det også, da jeg skulle have taget mit kolesteroltal. Det viste sig at ligge lige under fritureolie. Bagefter måtte jeg ud og tale beroligende til rensdyrene. Det er skønt at læse BT. Den tid, hvor man foreslår unge kvinder en tur i kanen, er forbi, men så kan jeg gå i seng med avisen, og jeg kan såmænd ligge og læse til langt hen på sommeren.«

Opera

»Overordnet må jeg sige, at jeg har nået en alder, hvor jeg ikke længere har fysik til en hel opera af Wagner, så nu holder jeg mig til italienske operaer. De handler altid om noget med kvinder, begær, jalousi, hævn, magt. Helt ligesom dansk politik, men det lyder unægtelig bedre, når det foregår med sang og på italiensk og til Puccinis musik.

I år holdt jeg mest af Opera Hedelands »Madame Butterfly«. Hjerteskærende og smukt var det. Når jeg hører de smukke arier, tuder jeg som en grønlansk slædehund. Jamen, jeg har jo også kendt Madame Butterfly, siden hun var larve. Desuden hæver mine ben altid. Tenorer gi’r hævede ben og halsbrand, og så er jeg en smule tilbøjelig til at snorke. Jeg lyder som en grizzlybjørn med søvnapnø.«

Profession: Julemand. Alder: Halvgammel