Gås, grød, gaver og grantræ – og det blev igen jul i de små hjem.

Ingen fest trækker vel på flere traditioner. Ingen aften har vel fastere og kærere rammer.

Vi kender den danske version fra »Peters jul« og »Rejsen til Amerika« og alle de andre klassikere. Vi gemmer den i vore hjerter fra år til år og fester fuldstændig som alle fra Grenen til Gedser gør.

Det gør vi så ikke alligevel.

Langt de fleste danskere fejrer jul med en kombination af de fire ting:

Sund og nærende julemad kendes helt fra Arilds tid. Det er nærmest »en Forseelse ikke at svømme i Floder af stærkt øl og Flommefedt,« skriver biskoppen Erik Pontoppidan i 1736.

Skikken med gaver under træet stammer fra tyske håndværkerlaug: Man holder juletræ for familierne allerede i 1400-tallet og hænger små pakker på grenene.

Det pyntede juletræ med lys stammer også fra Tyskland og tændes så tidligt som i 1660. Men planten finder først til Danmark i 1808 og til Danmarks hovedstad i 1811. Nærmere bestemt til en adresse på Ny Kongensgade.

Adam Oehlenschläger er klar med en lovprisning af den store aften næsten samtidig og lyder allerede nu lettere nostalgisk: »Du hulde Juul! Vor Barndoms søde Minde! Har Somren vel, som dig, en Fest?« skriver han.

Julenissen er til gengæld en rent dansk og relativt sen opfindelse.

Danske kunstnere sidder nede i Rom anno 1836 og savner hyggen derhjemme. Constantin Hansen har inviteret kunstnerkolleger som Vilhelm Marstrand og Bertel Thorvaldsen til fest. Gæsterne finder hans lejlighed smykket med hyggelige udgaver af den danske drillenisse og andre ubehagelige fætre.

Jeg selv foretrækker and, ris à l’amande, dans om juletræet og udpakning af gaver. I den rækkefølge. Præcis.

Kok for naboen

Og nu tror De sikkert, man kun kan kombinere de fire begivenheder på 24 måder i alt?

Dét var også lærdommen hos Hr. Pedersen nede i det sydfynske. For ja: Vores lærer i matematik og formning hed Hr. til fornavn. I hvert fald indtil nogle drenge i klassen fik ham til fodbold og fandt frem til det mere kammeratlige Karl-Ejnar.

Men altså: Hr. Pedersen med skægget lærte os regnestykket fire gange tre gange to og ville derfor have insisteret på 24 mulige kombinationer af dansk jul.

Det er forkert. Erfaringen har lært mig, at der findes omkring en million. For vi rykker jo rundt med alderen og holder jul hos venner og gifter os måske og bliver nogle gange skilt igen. Og vi opdager hver eneste gang en ny rækkefølge af julens lege og må så tuske os frem til et kompromis.

Pynte risdesserten med en kold udgave af den varme kirsebærsovs? Selvfølgelig, skat.

Galpe den ulidelige »Nu er det jul igen« og løbe sig en hovedpine til? Ja, hvis det ikke kan være anderledes.

Evangelium? Kun én gave ad gangen? Snydemandler til både ungerne og morfar? Helt fint, det lyder da som en god nok idé. Fik vi for resten tjekket det brænde udenfor.

Kun én ting står fast. Jeg skal have and på den store aften. Og anden skal være med den tætteste sauce siden råoliens opfindelse.

Det er så her, min lille hemmelighed kommer ind.

Jeg har læst Ali-Bab og Escoffier og Larousse i årevis. Jeg har slugt diverse bibler fra det franske og italienske køkken til sidste side. For resten altid på sengekanten eller i sommerhusets sofa – for man orker da kun litteratur om mad i mæt tilstand.

Men kun få af d’herrer mesterkokke har luret mit lille trick. Flere af dem insisterer tværtom på det modsatte. Uforståeligt nok.

Opdagelsen blev gjort ved et tilfælde. Jeg gik på musikkonservatoriet engang og boede dør om dør med en pianist ved navn Bjørn. Han og jeg kunne sidde i hele dage midt på gulvet og diskutere livets mening og høre Bach med Glenn Gould ved tangenterne.

Min nabo havde et had/kærligheds-forhold til mad. Han orkede ikke at lave den til, men nok at sætte den til livs. Jeg selv har altid haft et kærligheds/kærligheds-forhold til samme og kan efterhånden strikke en hæderlig Tournedos Rossini sammen.

Så jeg kokkerede stort set altid til os begge. Også den dag, Bjørn rendte ind i sin søde kæreste og senere kone. Også dengang, vi tilbragte en hel juleferie på den svenske ødegård og spillede kammermusik natten lang.

Konen ville så køre tur juleaftensdag. Jeg satte rutineret over til fond og så frem til Dalarnes tilfrossede søer og Bach på bilradioen. At folket også var på jagt efter stærkere øl end supermarkedets den blå på dåse, er så en anden historie.

Sidstnævnte projekt ville ikke lykkes. Og da julemiddagen med andefond skulle på bordet, kom katastrofe nummer to: Kokken havde ristet og kogt benene efter alle kunstens regler. Men i farten glemt suppeurterne.

Jeg smed lidt grønt på gryden i sidste øjeblik og håbede på indgriben fra højere magter.

Det smagte fortræffeligt. Bedre end jeg turde drømme om. Bedre end med alle suppeurterne i timelang simren.

Brun sovs er et forsimplet kunstværk

Kirken oppe på bakkedraget bød til overflod på midnatsmesse bagefter. Eller som man sagde engang: På kristmesse. Vi skandinaver bruger ikke den gamle betegnelse længere – hvorimod briterne jo siger Christ­mas og dermed har holdt fast i ordet.

De lokale dalarboere kom kørende i flotte kaner med bimlende klokker og lettere forfrosne heste foran. En trio af stærkt ædru danskere gik ud under stjernerne for anden gang og følte sig hensat til svenske familiefilm.

Kun for at iagttage en yngre præst med ualmindeligt stormaskede netstrømper prædike om sin barndoms svundne juletraditioner – og bryde ud i gråd undervejs.

Skæbnen skulle så skille os ad. Jeg måtte kort efter bede Bjørn dinere på egen hånd. En skønhed fra skoletiden havde inviteret sig selv på sen middag og dybsindig samtale om H.C. Andersens ufærdige manuskripter.

Vi kaldte hende Æggemaden. Jeg kan ikke længere huske hvorfor.

Planlagt menu: Lasagne efter italiensk smag. Derpå noget friteret fugl af en slags. Til sidst en mere eller mindre selvantændelig tiramisu.

Jeg kom aldrig så langt. Jeg nåede faktisk kun til dåsen med flåede tomater. For jeg brændte mig noget så forbandet på gryden med bechamel, råbte »av for den lede«, rystede hånden – og ramte i samme sekund min følsomme spillefinger lodret ned på dåsen med det halvåbne låg.

Bare tanken om de røde dråber i hvid sovs kvalmer mig endnu. Og jeg glemte alt om suppeurter til fuglens fond. For anden gang i træk.

På den anden side: Jeg har gjort det samme lige siden.

Brun sovs er i virkeligheden en forsimplet udgave af kunstværker fra det franske køkken. Tænk på legender som sauce velouté, sauce espagnole, sauce bordelaise – og for andemads vedkommende især sauce bigarade.

Genrens mest forkromede former skal koges og skummes og deglaceres ad flere omgange og er endda stadig i startfasen bagefter. Ikke mange sætter tid af til den slags længere.

Selv den kreative klasses madtempler slipper sommetider lidt nemt om ved sagen. De kreerer simpelthen en suppe af kød og grønt og koger den langt nok ind.

Rist benene. Kom masser af koldt vand ved. Lad suppen simre meget svagt så længe som muligt.

Og historiens morale: Vent for guds skyld med porrer og gulerødder og slige suppeurter til den sidste halve time.

Læg på samme tid peberkorn, lidt laurbærblade og diverse krydderurter ned. Hold fingrene fra saltkarret eller giv efter for højst et enkelt nip – det hele ender jo som kun en lille smule væske.

Smid derefter grydens indhold gennem et dørslag og beregn mindst en time til indkogningen. Den vigtige forvandling fra kedsommeligt fluidum til sauce med sej overflade a la sirup hører til køkkenets magiske minutter.

Bland til sidst lidt andefedt med en smule mel, pisk den brune suppe ud i jævningen og tilsæt nogle skefulde Grand Marnier eller anden smag af citrusfrugt.

Og igen: Et kvarter med det grønne rækker. En lille halv time er absolut højden.

Jeg har siden læst mig til en forklaring på fænomenet. Hvis man koger grøntsagerne i højst halv time, får man smagen af det søde. Længere tilberedning henter alle bitterstofferne med – hvilket kun kan reguleres væk med en kogekunst over mine evner.

God jul hver og én!