»Kan du så i det mindste ikke finde én, der er fuckable. Jeg er færdig med at spille sammen med jævnaldrende kvinder.« Sådan hvæser stjerneskuespilleren Anders W. Berthelsen i rollen som sig selv som dumt svin.
Lige ind i hovedet på den kvindelige caster, der har prakket ham to temmeligt umulige, voksne skuespillerinder på i forbindelse med en prøvefilmning til Susanne Biers nye opus. Én er for meget, en anden for lidt. Og ingen af dem er unge.
Så er scenen sat til komedieserien »Ditte & Louise«, historien om to knap så fremragende kvindelige skuespilleres møde med hinanden, med mændene og karrieren. En kamp, der ikke er let, når man er over det, som mange ser som sidste salgsdato i en sexistisk og ungdomsfikseret branche.
Serien er skrevet af de skrappe skuespillere Ditte Hansen og Louise Mieritz, der naturligvis ikke spiller sig selv, til trods for, at de har givet seriens to håbefulde kolleger deres egne navne.
Men mekanismerne, der bevæger dem, dem kender de tydeligvis. De har skabt to gode typer, der er til at bygge en serie på, ikke mindst fordi det musikalske samspil mellem dem fungerer så glimrende: Den grænseløse, tjenstvillige, energisk altædende Ditte på den ene side, den begrænsede, rethaveriske, let depressive Louise på den anden.
Hver især har de sit at slås med, ikke bare på det job, de næsten ikke har, og i hjemmene. Ditte kæmper med en keramikersamlever (Henrik Vestergaard), der er en blød mand – på alle punkter. Og Louise har sit at se til med sin svenske fotograf (Magnus Krepper), som forlader hende for en yngre model.
Befriende morsomt
Det er næppe forkert at sige, at »Ditte & Louise« er lidt af en milepæl i dansk TV-dramatik. Først og fremmest fordi serien giver plads til et umaskeret portræt af kvindelighed, sådan som den også kan se ud. Sådan som den er, når det perfekte liv ikke eksisterer.
Sådan som den er, når tyngdekraften sætter ind, dellerne gør deres indtog, makeupen og drømmen om alt det, der kunne have været, er tværet ud i et klovneansigt. Når alt det, vi ikke ellers må se på fjernsyn, ikke vil holdes nede. Hvad det angår, er »Ditte & Louise« et feministisk projekt.
Det er, som om Ditte Hansen og Louise Mieritz har sat sig for at befri kvinden over 40. Og det er i sig selv – befriende. Og befriende morsomt. For selv om serien naturligvis også henter en del af sin drivkraft fra et oprør fra neden, fra spindesiden og fra livets midte, så undgår den at blive indædt eller agitatorisk.
Først og fremmest fordi henrivende uforfængelige Ditte Hansen og Louise Mieritz går gennem alle ydmygelserne med selvironien i behold. De har mod til at krænge klovnen ud på sig selv.
De holder ingenting tilbage - eller i hvert fald meget lidt; modne piger viser alt. Frem med den blege, midaldrende appelsinhud og alle tabuerne. Frem med liderligheden, småligheden, behagesygen, med kvinders skamløse misbrug af seksualiteten, når det er opportunt, Find selv på mere.
Hvad det angår, er serien det kvindelige modstykke til den demaskering af manderollen, som Frank Hvam og Casper Christensen har haft så stort held med i pendanten »Klovn«. Et afsæt, som »Ditte & Louise« er ganske klar over og ligefrem refererer til i en af scenerne.
Og som i »Klovn« leger også »Ditte & Louise« behændigt og pirrende med den danske underholdningsbranches hierarkier.
Også her opereres der desuden med det pinagtige og det grænseoverskridende som drivkraft. Det kommer der skøn kvindekomik ud af.
»Ditte & Louise« er normbrydende antiheltinder i bedste sendetid. De næste fredage bevæger de sig ud i landet, som filmlærredets »Thelma & Lousie« i sin tid var på roadtrip - og sådan som to andre uforfængelige medsøstre fra en fjern fortid, Anne Marie Helger og Helle Ryslinge, gjorde det i den kønskritiske komedie fra 1970erne »Koks i kulissen«.
Forbillederne til trods: »Ditte & Louise« er sig selv. Det er det, der gør hele forskellen.
Hvad: »Ditte & Louise«, 1. afsnit, »Fuckable«.
Hvem: Manuskript: Ditte Hansen og Louise Mieritz. Instruktør: Niklas Bendixen.
Hvor: DR1.Fredag kl. 21.55.