Tænk, at man kan savne sin familie så meget, at man kaster op.

At man kan sidde på sit highschool-værelse i den amerikanske delstat Missouri med Mississippi-floden brusende en halv times kørsel derfra.

Og pludselig mærke kvalmen begynde, fordi man stor-savner nogen, og har det som om, de er døde.

Skuespilleren Ditte Hansen er på det tidspunkt 16 år, og er lige gået i gang med sit highschool-år.

Inspirationen har hun fået fra sine forældre, der selv var udvekslingsstuderende.

Hvor mange gange har hun ikke siddet hjemme i huset i Skovlunde og kigget i sin fars gamle »yearbook« fra hans highscool-år i Illinois i 1966? Lignede han lidt James Dean?

Året på Parkway South High School i St. Louis bliver på flere måder skelsættende for Ditte Hansen. En gateway til selvstændighed efter barndommen og de første teenageår. Og en katapult med topfart i retning af voksenlivet.

Hun kommer med i skolens teatertrup og når tre forestillinger, mens hun er på highschool.

1985-86 bliver et af de bedste år i Ditte Hansens nu 44-årige liv. Hun har løbende og mange år efter tænkt meget på netop dét år. Af flere grunde.

For det var også en flugt-knap, hun havde trykket på, den dag hun sagde farvel i Københavns Lufthavn. En »escape« fra familien, som hun kalder det.

Flugten til Amerika.

Det brændende ønske om at komme på highschool var helt reelt. Paradoksalt nok savnede hun, især i begyndelsen, sin familie.

For oppe i de højere luftlag, oven over det hele, mærkede hun en følelse af at være blevet befriet.

»Mine forældre var blevet skilt et halvt år før, jeg rejste til USA, og i tiden op til skilsmissen havde der været totalt drama,« siger hun.

Jekyll og Hyde

Årsagen til skilsmissen var faderens alkoholisme. Den havde stået på lige så længe, som Ditte Hansen kan huske.

»Som misbruger var min far meget typisk enten Dr. Jekyll eller Mr. Hyde. Han havde en god side, som var kærlighed og opbygning af mig og min lillesøster. Problemet var bare, at den side var mega-ustabil.«

Ditte Hansen sidder i sin stue i det hus på Amager, som hun købte med sin mand, skuespilleren Benjamin Boe Rasmussen, for ti år siden. En murermestervilla fra 1949, der ligger mindre end en kilometer fra badeanstalten Amager Helgoland.

Hver søndag året rundt bader parret sammen og følger det kolde gys op med en tur i sauna.

Hun spiller med i Cirkusrevyen og er også kendt fra TV-satireprogrammet »I hegnet« på DR2, var vært ved Bodil-festen sidste år og har haft succes med klassiske roller på Det Kongelige Teater.

I går var der premiere på DR’s nye komedieserie »Ditte & Louise«, der fortsætter de næste syv fredage.

En serie, hun har skrevet sammen med kollegaen Louise Mieritz. De spiller selv hovedrollerne som to anti-heltinder, der satser på en drøm. Begge er skuespillere i komedieserien og lider under, at de aldrig rigtig er brudt igennem.

Tiden er gået, de er ikke nået derhen, hvor de havde troet. Louise har været for kræsen og besværlig, Ditte har på alle måder solgt ud. De er ikke rigtig kendte, de er ikke rigtig fede, og de er allerede blevet for gamle.

»Ditte og Louise er heller ikke længere »fuckable«,« siger Ditte Hansen med henvisning til et fagudtryk, som castere i film- og TV-branchen bruger til at definere, om en kvinde er egnet til en bestemt type rolle.

Selv har Ditte Hansen som skuespiller »in real life« også prøvet at få afslag med den begrundelse, at hun ikke var »fuckable«.

»Jeg har aldrig været »Julie-materiale«, som hun kalder det, med en reference til Shakespeare-stykket om de unge elskende, Romeo og Julie.

»Jeg har været alt for høj og fyldt for meget på alle ledder og kanter.«

Hun læner sine 184 centimeter lidt tilbage i sofaen og smider benene ind under sofabordet.

Ditte Hansen bliver stadigt mere optaget af selv at skrive materialet.

»Når Louise og jeg går ind i »puderummet«, lukker døren og forsøger at være opfindsomme og kreative, sker der noget, som jeg er ret vild med. Vi skriver godt sammen. Det er magisk at have fundet en kreativ partner, næsten som om en plus en giver mere end to.«

Lyse toner, tak

Ditte Hansen har en evne, siger hun selv, til at give tonerne i sit liv en lys farve hele vejen rundt. Indimellem også lidt lysere, det ved hun godt, end tingene måske berettiger til.

»Nogle vil kalde det fortrængninger, men det er sådan, jeg har valgt at kigge på mit liv,« fastslår hun.

Lyse toner, tak.

»Hvis du smiler, sker der en kemisk reaktion i din hjerne. Jeg tænker på alt det gode, jeg har fået, og det giver mig medvind. Jeg tror, at man kan beslutte sig for rigtig meget. Hvis jeg kun fokuserer på, at min mands næse er skæv, i stedet for hans pæne øjne, ser jeg jo kun næsen. Det er ret enkelt.«

Sådan har hun det også med sin opvækst.

»Hvis du bliver ved med at tænke på den dårlige historie om din dårlige barndom, så bliver den jo et tungt åg, som man måske mod sin vilje kan komme til at holde lidt for meget i live.«

Ditte Hansen voksede ikke op i et hjem, hvor piller og misbrug fyldte alt. Moderen var en klippe af styrke, der overøsede begge sine piger med kærlighed.

»Hvis det hele havde været usundt og ustabilt, havde det nok været svært for mig i dag. Men man kan godt vokse op med kun én forælder til at give det, et barn har brug for. På trods af min fars misbrug, og det VAR slemt, har jeg fået en kæmpe ballast med mig. Den står jeg solidt på i dag. Og så er der måske også nogle, der rent biologisk er mere robuste end andre.«

Hun kigger hen mod vinduet i retning af haven.

»Folk har jo overlevet krige og alt muligt. Det, jeg har været udsat for, er jo kun en lille bitte flig.«

Hun har det tydeligvis »både- og« med at tale om at være vokset op med en far, der havde et misbrugsproblem. Ikke fordi, det er tabu eller hemmeligt, siger hun. Hun har bare for længst affundet sig med den del af sin fortid. Accepteret den som noget, der ikke kan ændres på.

Hun vender tilbage til sin highschool-tid som en vigtigt omdrejningspunkt for meget af det, der siden er sket.

»Dér gik det virkelig op for mig, hvad jeg også har med mig hjemmefra. At jeg er i stand til at starte på et nulpunkt med mine forældres skilsmisse og min fars alkoholisme, og så alligevel indgå i nye sunde sociale realtioner. Det hele skal nok gå, sådan har jeg altid haft det.«

Hjemme igen fra highschool efter et år, flyttede Ditte Hansen ind hos sin mor og lillesøster, begyndte i 2. g på Herlev Gymnasium. Og fik kærester.

Pænt mange, hun holdt sig ikke tilbage. Et Slaraffenland, kalder hun det. Det var især én bestemt type fyre, hun faldt for. Kunstner-typen og mest-mig-selv-først-typen. Forsangeren i bandet, der spillede lidt bas og også skrev digte. Slidte cowboy-jeans, rullede selv sine smøger.

»Very complicated, ikke? Og så kom han lige til at gå i seng med mig, og det var heller ikke meningen, vel? Han sagde undskyld, men så kørte det alligevel lidt videre. Og kunne han også lige låne min cykel, for hans egen var blevet stjålet. Og hvis jeg ville låne ham 100 kroner, bare til i morgen, for han var helt flad.«

Det var den eneste type mænd, hun havde blik for som helt ung. Alle andre slags mænd var luft.

»Det var jo nok noget om at ønske sig det uopnåelige. Ham, man aldrig kan få rigtigt. På den led tror jeg ikke, kvinder er så meget anderledes end mænd.«

Da hun som 22-årig blev optaget på Skuespillerskolen ved Odense Teater, kom hun i klasse med en fyr, der langtfra var hendes type. Han var da lækker nok, men slet ikke noget for hende.

Han var bund-i orden

Der var ikke noget »complicated« eller mest-mig-selv-først-type over ham. Han var bare »bund-i orden«.

»Vi blev tiltrukket af hinanden, det var, så det dampede i rummet af erotisk tiltrækning. Men det gik ikke, vi var kun syv i klassen, det gik bare IKKE. På et tidspunkt tænkte jeg:

Så gå da i seng med ham, og få det overstået og kom videre. Din uddannelse er det vigtigste.«

En dag på teaterskolen havde klassen en terapi-session.

»Det var meget »hot« at have sådan noget dengang, og pludselig sagde Benjamin, mens vi sad der i terapi-rundkredsen:
»Det er et stort problem for mig, at jeg er så tiltrukket af Ditte.«

Stilhed.

Men det ville de andre da gerne høre om. Derefter skete der ikke mere. Ikke før til en fest på teaterskolen efter en ferie. Vi kyssede. Så sagde Benjamin, at han ville gå hjem til sig selv. Jeg sagde det samme. Dagen efter mødtes vi igen, spillede skak og kyssede lidt mere. Og den efterfølgende dag gik vi hånd i hånd. Siden har vi sådan set ikke sluppet hinanden.«

Benjamin er det stabile fundament i hendes liv. Ham, hun kan komme hjem til og læsse af hos og genfinde sin balance, når noget ikke lige fungerer.

Det har været en befrielse, siger hun, for hjemme hos sine forældre var hun den, der skulle sørge for at skabe balance, når alt andet var ubalance. Det er en af de par ting eller tre, hun i dag lever med som et direkte resultat af opvæksten.

Hun var datteren, der altid skulle glatte ud. Som aldrig selv måtte være et problem, det var der ikke plads til. Fordi der var så mange andre problemer i forvejen. Faderens forhold til alkohol for eksempel.

»Jeg synes, alle mennesker skal have lov til at skabe ubalance. At være lidt besværlige, stritte ud til siderne og læsse lidt af derhjemme,« siger hun.

»Det er det, et hjem skal kunne rumme. For så kan vi gå ud i verden og være stærke og gå hjem igen og tanke hinanden op. Men når ens egne forældre selv læsser af på deres børn, er der ikke plads til at stritte og være i ubalance.«

Manglende dømmekraft

En anden eftervirkning af opvæksten er, at hendes dømmekraft ikke er lige så skarp som de fleste andres. Den radar eller skanner, som ubevidst bruges til at bedømme situationer og andre mennesker med, har været sat ud af spil, hun har aldrig fået den udviklet i sin opvækst.

»Når fars problem ikke eksisterer, ikke er noget, vi taler om, så sætter man spørgsmålstegn ved sin egen dømmekraft. Findes det, jeg ser? Er det rigtigt, det jeg føler? Eller er det bare mig, der ser spøgelser? Er det hele normalt?

Det har jeg måttet bearbejde som voksen. Med andre mennesker til at understøtte og hjælpe mig, primært mine nære relationer. Jeg har haft et stort behov for at blive be- eller afkræftet i, at min dømmekraft er i orden. Med at få korrigeret mine betragtninger. Det behov har jeg sådan set stadig, måske i lidt mindre grad.«

Hun ved ikke, om det er derfor, hun altid har været sådan en »crazy, crazy pleaser.« Et af de mennesker, der har så enormt svært ved at sige nej. Som helst hele tiden vil skabe den gode atmosfære.

»Er du sindssyg, jeg er verdens største »pleaser«. Stadig. Og jeg er jo nødt til at sige nej til nogen eller noget med jævne mellemrum. Det buldrer inden i mig, og det koster mig jeg ved ikke, hvor meget energi hver ENESTE gang. Det samme med at give udtryk for noget, jeg ikke er enig i.«

Det sidste skete for nylig i Cirkusrevyen, som Ditte Hansen i år er med i for 9. gang.

»Vi sidder der sammen, mine kolleger fra revyen og jeg og snakker om et eller andet. Pludselig hører jeg mig selv sige med høj stemme:

»Det synes jeg ikke!«

Ditte Hansen siger det højt ud i stuen med et meget bestemt tonefald.

»Det synes jeg ikke!«

Hun gentager sætningen. Nu lidt højere. Og holder vejret bagefter. Som for at vise, hvad det koster hende. Så meget, at hun dårligt kan trække vejret.

»Jeg blev helt forkrækket over at være så kontant i min udmelding af noget, jeg ikke var enig i. Og jeg kunne se på Lisbet, Ulf, Niels og Henriks ansigter, at de nærmest ikke registrerede det. Altså, de tog det seriøst, det var ikke på den måde. Mere sådan:

»Nå – det var lige Ditte, der godt ville sige hej dér.«

»Bagefter opdagede jeg, at væggene ikke var faldet ned, at verden stadig står og ingen er døde. Det fik slet ikke de katastrofale følger, jeg havde frygtet. De hader mig ikke.

Jeg øver mig dagligt i at være lidt besværlig. At kunne sige nej og udtrykke min uenighed, og samtidig være helt afslappet.«